Helvedesild

Revideret: 21.11.2022

Hvad er Helvedesild?

Helvedesild (herpes zoster) er en virusinfektion i huden, som skyldes skoldkoppevirus (Varicella zoster-virus).

Symptomer

Helvedesild giver smerter, hos børn og unge som regel lette, men smerterne er værst hos ældre.
Hos ældre kan der være jagende, brændende og sviende smerter i det angrebne hudområde i mere end 1 måned efter udbruddet. Disse smerter optræder hyppigere ved helvedesild i ansigtet.
Specielt frygtet er helvedesild i ansigtet, hvor der er risiko for, at virusinfektionen rammer øjets hornhinde, så der kan opstå nedsat syn. Det er derfor vigtigt hurtigst muligt at søge læge, hvis helvedesild sidder i ansigtet.
I sjældne tilfælde kan der opstå forbigående lammelse af musklerne, fx omkring munden eller i en arm eller et ben, hvis udbruddet sidder i disse områder.

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen begynder oftest med smerter i et hudområde i den ene halvdel af kroppen (halvsidigt). Efter 2-4 dage kommer der rødme og blærer, som udvikler sig til skorper, der falder af i løbet af få uger. Ved udbrud i ansigtet kan også øjet eller mundslimhinden angribes. Hos de fleste forsvinder smerterne igen, men hos nogle er der smerter i længere tid eller en overfølsomhed i huden, hvor helvedesilden sad.  

Hvem får sygdommen?

Alle, som har haft skoldkopper, kan få helvedesild. Helvedesild ses med stigende hyppighed med alderen. Det skønnes, at hver femte får helvedesild på et tidspunkt.
Hvis du har en sygdom, der nedsætter dit immunforsvar, fx kræftsygdomme eller AIDS, har du større risiko for at få helvedesild. Man kan godt få helvedesild flere gange. 

Hvad er årsagen til helvedesild?

Årsagen er, at skoldkoppevirus efter overstået sygdom med skoldkopper i barndommen ligger i følenerverne uden at give symptomer. Virus kan aktiveres i en periode med nedsat immunforsvar og vandre langs nervebanerne til områder af huden.
Helvedesild kan smitte personer, som ikke har haft skoldkopper, og give dem skoldkoppeinfektion, hvis de rører ved udbruddet af helvedesild. Der er skoldkoppevirus i blærerne.  

Undersøgelser ved helvedesild

Diagnosen stilles let på det karakteristiske halvsidige udslæt og på smerterne.
Man kan påvise virus ved skrab fra bunden af friske blærer.

Specielle forhold hos børn

Hos børn og unge er der kun lette smerter, og efter opheling optræder der ikke vedvarende smerter.

Behandling af helvedesild

I lette tilfælde hos yngre mennesker er det sjældent nødvendigt at behandle sygdommen. 


Tabletter mod herpes forkorter forløbet og reducerer eventuelle smerter efter opheling. Ved nedsat immunforsvar kan der evt. vælges et lægemiddel til infusion.  

Behandlingen skal startes inden for de første 3 døgn efter det synlige udbrud. Det er derfor vigtig hurtigt at søge læge, hvis man kan mærke et udbrud af helvedesild. 

 

Smerter kan lindres med plastre, som indeholder lidocain eller capsaicin.  

 

Vaccination 

Det er muligt at få vaccine mod helvedesild. Vaccinen er godkendt til voksne over 50 år og gives som 2 injektioner med 2 måneders mellemrum. 

Lægemidler

Famciclovir

Virksomme stoffer Præparater

Lokalbedøvende midler mod nervesmerter

Virksomme stoffer Præparater

Vaccine mod herpes zoster

Der er indtil videre kun godkendt en vaccine til voksne. 

Virksomme stoffer Præparater

Forfattere

Carsten Sand (Forfatter)