Parkinsons sygdom
Hvad er Parkinsons sygdom?
Parkinsons sygdom (rystelammelse) er en neurologisk sygdom, som er karakteriseret ved motoriske symptomer med langsomme bevægelser, muskelstivhed og hvilerysten, senere også gang- og balanceproblemer. Årsagen er tab af nerveceller, som ligger i hjernestammen og som producerer signalstoffet dopamin. Tabet af dopamin fører til disse bevægeforstyrrelser.
Parkinsons sygdom er også karakteriseret ved en række ikke-motoriske symptomer dels på grund af nedsat produktion af dopamin, men også på grund af tab af andre typer nerveceller, som producerer signalstofferne noradrenalin, serotonin, og acetylkolin. Karakteristiske non-motoriske symptomer er vandladnings-symptomer, forstoppelse, lavt blodtryk, depression, angst, nedsat lugtesans, søvnforstyrrelser og nedsættelse af de intellektuelle funktioner.
Symptomer
Sygdommen viser sig ved, at du begynder at ryste på hænderne, når de er i hvile (pille-trille-tremor), får langsomme og træge bevægelser (hypokinesi/bradykinesi) og øget stivhed i muskulaturen (rigiditet). En tredjedel af parkinson-patienterne har dog ikke hvilerysten.
Hvordan forløber sygdommen?
Parkinsons sygdom begynder snigende og viser sig først i den ene side af kroppen, senere også i den anden og efterfølges af gang- og balanceproblemer. Det er meget individuelt, hvor hurtigt sygdommen udvikler sig. De motoriske symptomer viser sig først, når ca. 60 % af de dopamin-producerende nerveceller er døde.
Efter 5-10 år med sygdommen bliver symptomerne mere udtalte, og sygdommen bliver ofte vanskeligere at behandle med medicin.
Hvem får sygdommen?
Parkinsons sygdom begynder oftest i 60-62-års-alderen, men kan godt starte i en yngre alder. Cirka 1 ud af 1.000 danskere har Parkinsons sygdom. Sygdomsforekomsten stiger med alderen og er ca. 1 % i befolkningen over 50 år og ca. 3 % blandt 85-årige. Sygdommen er hyppigere hos mænd end hos kvinder.
Hvad er årsagen til Parkinsons sygdom?
Ved den klassiske form for Parkinsons sygdom er der især et tab af de nerveceller i hjernestammen, som producerer dopamin, men også andre typer nerveceller. Vi kender ikke årsagen til, at disse nerveceller dør.
De motoriske symptomer som ses ved Parkinsons sygdom, dvs. langsomme bevægelser, muskelstivhed, hvilerysten og gang- og balanceproblemer, betegnes med et ord, parkinsonisme. Parkinsonisme kan også ses ved andre sygdomme end Parkinsons sygdom, fx ved forkalkning i hjernens blodkar, som bivirkning til behandling med visse kvalmestillende midler og psykofarmaka mod psykiske sygdomme. Men i disse tilfælde er der ikke tab af nerveceller, som producerer signalstoffet dopamin.
Undersøgelser ved Parkinsons sygdom
Der findes ingen enkelt undersøgelse, som kan vise, om du har Parkinsons sygdom. En såkaldt DAT-SPECT skanning af hjernen sammenholdt med dine symptomer og effekten af medicinsk behandling kan sandsynliggøre diagnosen Parkinsons sygdom. Ved denne skanning indgives et radioaktivt sporstof, som binder sig til DAT (forkortelse for dopamin transporter), et proteinstof, som sidder på nerveenderne på de nerveceller, som producerer dopamin. Ved efterfølgende SPECT skanning kan man afgøre, om der er et normalt eller nedsat antal nerveceller, som producerer dopamin. Ved behandling med antipsykotika er der et normalt antal nerveceller, ved Parkinsons sygdom et nedsat antal.
Behandling af Parkinsons sygdom
Hvad kan jeg selv gøre?
Et stigende antal undersøgelser peger på, at motion har en gavnlig effekt, fx styrketræning og træning af gang og balance.
Medicinsk behandling
Målet med den medicinske behandling er:
- at dæmpe dine symptomer: rysten (tremor), stivhed (rigiditet) og de langsomme og træge bevægelser (hypokinesi/bradykinesi)
- at forsøge at udskyde tidspunktet for senere motoriske komplikationer i form af perioder med svigt af medicinen, såkaldte off-perioder, eller perioder med ufrivillige bevægelser på grund af for kraftig medicineffekt, såkaldte dyskinesier.
Behandlingen med medicin er individuel og skal foregå i samråd med en neurolog (speciallæge i nervesystemet og dets sygdomme). Den medicinske behandling er ofte effektiv i en længere årrække. Motoriske komplikationer indtræder især hos yngre Parkinson-patienter under 65-års-alderen. Hvis der indtræder motoriske komplikationer, som påvirker livskvaliteten, eller hvis den medicinske behandling mod rysten ikke er tilstrækkelig effektiv, kan man tilbyde såkaldt avanceret behandling.
Avanceret behandling
Afhængig af dit symptombillede og motoriske komplikationer kan man tilbyde avanceret behandling i form af pumpebehandling med apomorphin eller levodopa/carbidopa eller operation og DBS(Deep Brain Stimulation)-behandling.
Pumpebehandling
Ved pumpebehandling med apomorphin gives medicinen via en pumpe igennem en slange påsat en nål, som ligger i underhudsfedtvævet (det subkutane fedtvæv) på maven.
Ved pumpebehandling med levodopa/carbidopa og evt. entacapon gives medicinen via en pumpe igennem en sonde, som ved en mindre operation er ført fra huden ned i tolvfingertarmen.
Dyb hjernestimulation (DBS)
Ved DBS-behandling, også kaldet dyb hjernestimulation, indopereres elektroder (elektriske ledninger) ind i hjernen. Elektroderne forbindes via et kabel, som føres under huden bag øret, med en pulsgenerator. Pulsgeneratoren indsættes under huden på brystkassens forside og leverer elektriske impulser til elektroderne (i lighed med en hjerte-pacemaker).
Lægemidler
Levodopa og decarboxylasehæmmer

Levodopa (L-dopa) er det mest effektive middel til at modvirke symptomerne på Parkinsons sygdom. Levodopa skal ind i hjernen for at omdannes til signalstoffet dopamin. Man kan ikke anvende dopamin direkte i lægemidlet, idet dopamin ikke i sig selv kan passere over blod-hjernebarrieren. Der tilsættes derfor et middel (en decarboxylasehæmmer), som skal sikre, at omdannelsen af levodopa til dopamin først finder sted i hjernen.
MAO-hæmmere

MAO-hæmmere (Mono-Amino-Oxidase-hæmmere) hæmmer enzymet monoaminooxidase, der har betydning for nedbrydningen af en række signalstoffer i hjernen.
Den ikke-selektive MAO-hæmmer isocarboxazid anvendes mod depression.
Selektive MAO-hæmmere opdeles i:
- MAO-A-hæmmere som anvendes mod depression
- MAO-B-hæmmere som anvendes mod Parkinsons sygdom.
MAO-B-hæmmere (rasagilin, safinamid og selegilin) hæmmer nedbrydningen af dopamin i hjernen og øger dermed mængden af dette signalstof til hjernecellerne ved Parkinsons sygdom.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
COMT-hæmmere

COMT-hæmmere hæmmer omdannelsen af levodopa til dopamin uden for hjernen og øger dermed mængden af levodopa, der kan passere blod-hjerne-barrieren ved Parkinsons sygdom.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
3-stofs kombinationer mod Parkinsons sygdom

Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
Dopaminagonister

Dopaminagonister virker på samme måde som dopamin ved direkte at stimulere hjernecellerne, men skal ikke først omdannes til det aktive stof som for levodopa.
Bromocriptin og cabergolin anvendes stort set ikke mere til behandling af Parkinsons sygdom på grund af risiko for arvæv på hjerteklapperne.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
Antikolinerge midler

Disse midler bruges langt overvejende til behandling af parkinsonsymptomer, som er opstået som bivirkning til behandling med lægemidler mod psykiske sygdomme ( antipsykotika).
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|