Graviditet og fødsel

Hvad er Graviditet og fødsel?

Graviditeten er den periode der går fra kvinden bliver gravid, til hun føder eller eventuelt aborterer. Perioden varer fra det tidspunkt, hvor et æg bliver befrugtet, til barnet bliver født eller der aborteres. Graviditeten starter som regel et par uger efter sidste menstruations første dag, og det er den dag, man bruger som udgangspunkt til at beregne, hvornår fødslen kan forventes.

De første 3 måneder af graviditeten kaldes 1. trimester, og det er i denne periode, at fosteret bliver dannet. Det er en særlig sårbar periode, hvor organerne dannes, og arme og ben udvikles. I denne periode skal man derfor passe særligt på med, hvordan man lever. Særligt er det vigtigt ikke at ryge eller drikke alkohol. Man skal være ekstra opmærksom på, hvad man bruger af medicin. Når barnets organer er anlagt, udvikler de sig og modnes gennem de følgende måneder. Fra omkring 20. uge kan kvinden mærke barnet bevæge sig. En graviditet slutter normalt med en fødsel efter cirka 40 uger. 

Symptomer

Det første du bemærker, når du er blevet gravid, er som regel, at menstruationen ikke kommer til tiden. Nogle mærker også brystspænding, får morgenkvalme og kaster op de første måneder.

Fødslen kan begynde med veer eller med, at fostervandet går. Efterhånden bliver veerne kraftige og mere regelmæssige, og fødslen vil som regel være overstået inden for et døgn.  

Undersøgelser ved graviditet og fødsel

Graviditetstest 

Hvis menstruationen ikke kommer til tiden, bør du få lavet en graviditetstest. Det kan du selv gøre, eller du kan bede din læge eller apoteket om det.  

Få dage efter befrugtningen begynder kroppen at danne graviditetshormon, som hedder HCG. Dette hormon kan måles i din urin, når du er blevet gravid. En graviditetsprøve bliver derfor positiv kort tid efter det tidspunkt, du skulle have haft menstruation. 

Første graviditetsundersøgelse 

Når du kommer til første graviditetsundersøgelse hos din praktiserende læge, vil lægen stille dig en række spørgsmål vedrørende dit helbred og spørge ind til sygdomme i din og din partners familie. Lægen vil også spørge ind til dit arbejde og din livsstil, hvor der specielt vil være fokus på alkohol og rygning. Hvis du i dit arbejde er udsat for potentielt fosterskadende påvirkning, dvs. noget der kan påvirke dit foster, vil lægen anbefale en omplacering.  

Du vil få undersøgt urinen for bakterier, og du får bestemt din blodtype.  

Desuden vil du få tilbudt en undersøgelse for hepatitis B, HIV og syfilis.  

1. skanning i graviditeten 

Alle gravide bliver tilbudt en ultralydsskanning af livmoderen i begyndelsen af graviditeten (1. trimesterskanning) samt en risikovurdering for kromosomafvigelser. Ved 1. trimesterskanningen ser man om der er liv, om der er mere end et foster, og terminsdatoen fastlægges.  

Risikovurdering for kromosomafvigelser omfatter en blodprøve (doubletest) og en skanning. Hvis den gravide ønsker, at der laves en risikovurdering for kromosomafvigelser, måler man tykkelsen af fosterets nakkefold. Ud fra nakkefoldens tykkelse, resultatet af doubletesten og den gravides alder kan man beregne risikoen for forskellige kromosomafvigelser som Downs syndrom, Pataus syndrom og Edwards syndrom. Downs syndrom er den hyppigste årsag til mental retardering, og syndromet er også forbundet med en række fysiske helbredsproblemer. Sandsynligheden for at blive gravid med et foster med Downs syndrom afhænger meget af din alder. Jo ældre du er, jo større er sandsynligheden.  

Du skal være i mere end 8. graviditetsuge, før du kan få taget doubletesten, og 1. trimesterskanningen foretages, når du er mellem 11 uger + 3 dage og 13 uger + 6 dage henne i graviditeten. 

Når du får svar, får du at vide om der er lav eller øget sandsynlighed for at fostret har en af de tilstande, man undersøger for. Hvis man finder øget sandsynlighed, vil du blive tilbudt yderligere undersøgelser. 

Non-Invasiv Prænatal Test (NIPT) 

NIPT er en relativ ny test, som bygger på, at der i den gravides blod findes arvemateriale fra det ventede barn. Man kan således tage en blodprøve (NIPT) fra den gravide og undersøge arvemateriale (DNA) fra fostret. Undersøgelsen finder ikke alle kromosomafvigelser, men prøven kan med stor sikkerhed teste for de tre mest almindelige, Downs syndrom, Edwards syndrom og Pataus syndrom.  

Hvis NIPT viser lav sandsynlighed for, at du venter et barn med en kromosomafvigelse, er det meget usandsynligt, at dit barn har dette. 

Hvis NIPT viser, at der er høj sandsynlighed for, at du venter et barn med en kromosomafvigelse, anbefaler man, at du får lavet en moderkagebiopsi eller fostervandsprøve. Det er for at være sikker på, om der er tale om et barn med en kromosomafvigelse, og at det ikke er et falsk positivt svar. 

Moderkagebiopsi eller fostervandsprøve 

Ved denne undersøgelser bliver du skannet uden på maven samtidig med at en tynd nål bliver stukket ind gennem maveskindet. Gennem nålen suges lidt væv fra moderkagen eller lidt forstervand. Ved moderkage og fostervandsprøve er der en lille risiko (< 0,5 %, svarende til under 1 ud af 200 prøver) for uønsket abort.  

Moderkageprøven kan tages, fra du er 10 uger henne i din graviditet, mens fostervandsprøven først kan tages, fra du er 16 uger henne i graviditeten. 

2. skanning i graviditeten 

Ud over 1. trimesterskanningen tilbydes alle gravide også en anden skanning i 2. trimester omkring uge 18-21. Ved denne skanning undersøger man fostrets organer (nyrer, hjerte, lunger m.v.), og man vurderer, om fostret vokser som det skal. Undersøgelsen kan også vise om fostret har misdannelser, fx hjertefejl.  

Behandling af graviditet og fødsel

Under graviditeten
Bortset fra vitaminer og jerntilskud bør du generelt undgå at tage medicin i graviditeten på grund af risikoen for fosterskader. Risikoen er størst de første 3 måneder af graviditeten, hvor alle barnets organer bliver anlagt. Hvis du er gravid, skal du tale med din læge, inden du begynder en behandling med medicin.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at tage lægemidler under graviditeten, da manglende behandling af en kronisk sygdom hos dig kan være en større risiko for både dig og for barnet, se gravide og medicin.

Hvis fødslen går i gang for tidligt, kan det blive nødvendigt at behandle med vehæmmende medicin.

Under og efter fødslen
I de fleste tilfælde forløber en fødsel uden indgriben udefra. Hvis fødslen går i gang for tidligt, eller veerne bliver for kraftige, kan man forsøge at dæmpe dem med vehæmmende midler. Hvis fødslen trækker i langdrag, og veerne ikke er kraftige nok, kan et vestimulerende middel blive nødvendigt.

Behovet for smertelindring under fødslen er forskelligt fra kvinde til kvinde. Hvis smerterne er udtalte, kan du få lattergas blandet med ilt. Det virker smertestillende og lidt sløvende, og det skader ikke barnet.
En effektiv smertelindring under fødslen er epiduralblokade, hvor et lokalbedøvende stof sprøjtes ind tæt ved rygmarven. I den sidste del af presseperioden kan jordemoderen eller lægen lægge en såkaldt pudendusblokade, som er en lokalbedøvelse, der bedøver den nederste del af skeden og mellemkødet.

Når barnet er født og lagt til moderens bryst, stimulerer barnets sutten musklerne omkring mælkekirtlerne til at trække sig sammen. Samtidig sker der en sammentrækning af livmoderen, og det hjælper med til, at moderkagen fødes.

Oxytocin eller methylergometrin bruges til at stoppe blødningen efter en fødsel. Disse midler virker ved at få musklerne og blodkarrene i livmoderen til at trække sig sammen.

K-vitamin hjælper med til at få blodet til at størkne. Vitaminet dannes i tarmen, men det nyfødte barn kan først danne K-vitamin efter nogen tid. Derfor får barnet en indsprøjtning med K-vitamin umiddelbart efter fødslen.

I barselsperioden kan brysterne blive ømme og hårde, og det kan knibe med at få dem tømt helt for mælk. Her kan oxytocin hjælpe, så brystet bedre kan blive tømt.

Cabergolin eller bromocriptin kan anvendes, hvis man ønsker at amningen skal ophøre. 

Forfattere