Østrogener

 

Østrogen er det hormon, som fører til udviklingen af de kvindelige kønskarakterer, dvs. den kvindelige legemsbygning, udvikling af bryster m.v. Hormonet påvirker også slimhinden i skeden og blæren. Det bruges i kombination med gestagen til behandling af Blødningsforstyrrelser og til symptomer på grund af Overgangsalderen.

Østrogen findes som Tabletter med østrogen, Depotplastre og gel med østrogen samt Injektionspræparater med østrogen med depot-virkning eller som stikpiller eller vaginalindlæg til Lokalbehandling i skeden. Valget af behandlingsform afhænger af, om man ønsker en påvirkning af hele kroppen eller kun ønsker en lokal effekt.

Ved at tage østrogen som plaster eller gel kan man opnå effekt i hele kroppen, men nøjes med en mindre dosis. Det skyldes, at østrogenet optages gennem huden og ikke bliver nedbrudt gennem passage af leveren, sådan som det er tilfældet, når østrogen gives som tabletter eller som indsprøjtning.

Lokalbehandling med østrogener i skeden anvendes, hvis man ønsker kun at behandle slimhindesymptomer i skeden. Derved undgår man østrogenpåvirkning af hele kroppen.

Behandling med østrogen kombineres ofte med en behandling med gestagen, idet østrogen alene øger risikoen for Kræft i livmoderen. Behandling med østrogen alene anvendes fortrinsvis af kvinder, der har fået fjernet livmoderen.

Rygning øger nedbrydningen af østrogen i leveren, og hos kvinder, der ryger over 10-15 cigaretter dagligt, kan effekten af østrogenbehandling nedsættes. 

Præparater

Virksomme stoffer Navn
Estriol Estriol "Paranova", Paranova