Astma - en patienthistorie

’En kop te, lidt hostesaft og så ned under dynen’. Sådan lød behandlingen dengang Jan Fritzbøger som knap 7-årig fik astma for første gang. For selvom Jan med sine 54 år ikke er nogen gammel mand, er han alligevel gammel nok til at være en af de astmapatienter, der ikke blev medicinsk behandlet som barn. Fordi der ganske enkelt ikke var nogen behandling at få. Dengang betød Jans astma, at han, ligesom de fleste andre astmapatienter, havde mange sygedage, ikke kunne være med til gymnastik og måtte nøjes med at kigge på, når de andre legede drengene efter pigerne i gården. 

Rettidig omhu 

Jan har anstrengelsesudløst astma. Hans astma trigges også af forskellige allergener, fx pollen. ’I det daglige mærker jeg uendeligt lidt til min astma. Jeg kender min astma så godt nu, at jeg ved, hvornår jeg skal trappe op og ned i min behandling, og hvornår jeg kan få brug for at tage en ekstra dosis. Fx ved jeg, at når jeg mærker, at en forkølelse er på vej, så skal jeg hurtigt trappe op i min medicin. Når jeg er hurtig nok, så kan jeg forkorte et forkølelsesforløb til det minimale. Får jeg derimod ikke trappet op i tide, fordi jeg er for optimistisk, så får jeg straffen at mærke og kan fx gå og hoste og snøfte i op til 14 dage.’ 

Broløb - ingen hindring 

For længe siden har Jan opdaget, at det hjælper ham godt at være i god fysisk form. ’Det er jo ekstremt vigtig at være i god form, når man har astma’, siger han. ’Tidligere var astmatikere ofte lidt bange for at motionere, fordi det for mange kunne udløse ubehagelige anfald, men i dag ved man jo, hvor vigtigt det er at holde sig i form - det stimulerer ganske enkelt lungefunktionen. Og når lungefunktionen er god, bliver man mindre dårlig af sin astma’. 

Rent praktisk gør jeg det sådan, at jeg bare tager min medicin, inden jeg skal ud og løbe, så får jeg meget sjældent problemer. Jeg behøver ikke engang tage medicinen med mig - medmindre jeg altså er på vej på en af de længere distancer’, siger Jan. Han tilføjer frustreret, at han i sommer var tilmeldt det 21 km lange Broløb, men at han desværre måtte melde fra kort inden - ikke på grund af hans astma - men fordi en irriterende skade i foden kom på tværs. Så selvom Jan har astma, har haft det stort set hele sit liv og tager medicin fast to gange dagligt, så er et motionsløb på 21 km ikke nogen uoverkommelig udfordring. ’Det er bare at træne sig op til det og så sikre sig løbende at være velmedicineret’. 

Medicinen er min redning 

Mange mennesker vil helst undgå at tage medicin, og den følelse kender Jan godt til. ’Ja, folk tænker, at det er unaturligt at tage medicin, det er noget 

kemisk, noget ubehageligt, og det har bivirkninger’. Men for Jan er medicinen hans redning. ’Hvis jeg ikke tog min medicin, ville jeg være langt mere begrænset i mine udfoldelsesmuligheder. Jeg ville have langt flere sygedage, jeg ville ikke kunne løbe - jeg tror, jeg ville føle mig syg på en helt anden måde, end jeg gør i dag’. 

Hvad med bivirkninger? 

Når man siger medicin, siger man ofte også bivirkninger. Men Jan synes faktisk ikke, han mærker bivirkninger. Han ved dog godt, at der kan være langtidsbivirkninger ved den steroidbehandling (behandling med binyrebarkhormon, red.), han tager. En kendt langtidsbivirkning til steroidbehandling er, at knoglerne afkalkes, men som Jan siger ’det kan jo så behandles til den tid - alternativet er langt værre. Hvis jeg ikke får nogen behandling, så får jeg mere arvæv i lungerne, hvilket på langt sigt vil betyde en forringet lungefunktion. Så jeg vælger altså den behandling, der giver mig den bedste langsigtede prognose'. Jan ved, at han allerede har ar på lungerne fra den tid som barn, hvor der ikke var nogen behandling at få. 

Syg på gaden 

Men hvordan er det at skulle tage sin medicin, mens andre kigger på det? Bliver man flov, genert, eller føler man sig anderledes? ’For mig er det at tage astmamedicin det mest naturlige i verden. Det rører mig ikke at skulle tage medicin, fx på gaden eller i toget - men det sker jo så også ekstremt sjældent, fordi jeg ved, hvornår jeg får brug for medicin og derfor kan tage den hjemmefra. For nogen kan det være grænseoverskridende at tage medicin offentligt - jeg ved, der er mange, der går på toilettet eller om bag et træ for at tage medicinen. Men det gør jeg altså ikke’, siger han’. 

Min følgesvend 

Jan har for længst besluttet sig for at invitere astmaen indenfor i stedet for at lukke øjnene for den og lade som om, den ikke er der. Jeg har accepteret, at astma er en del af mit liv. Jeg har taget konsekvensen af det ved at sørge for at holde mig orienteret om, hvad der sker på astmaområdet. Jeg tager ikke altid de sundhedsprofessionelles råd for gode varer, men sørger også for selv at være informeret om de nyeste undersøgelser og tendenser inden for astma. Fx var det mig selv, der for nogle år siden foreslog min læge, at jeg skiftede præparat. Det var han med på, og jeg har det faktisk bedre i dag’, siger Jan med en god portion selvsikkerhed i stemmen. Men han tilføjer dog samtidig, at han aldrig selv ville foretage markante ændringer i sin medicin uden først at tale med lægen. 

Man kunne godt gøre mere for patienter, der ikke er helt så motiverede, som Jan er, synes han. ’Jeg synes, det ville være en god ide, hvis der var et forløbsprogram for astmapatienter hos den praktiserende læge. Et skematiseret forløb, hvor lægen tjekker op på, om patienten stadig har gavn af sin medicin, om der er ændringer i astmaen, så behandlingen fx skal justeres. Men det kræver selvfølgelig, at patienten selv er villig til at indgå seriøst i samarbejdet med lægen'. 

Det er min astma 

I det hele taget synes Jan Fritzbøger, at astmapatienter selv skal tage ansvar for deres sygdom. ’Astmaen er min og ingen andens’, som han siger. ’Min astma er ikke som Petersens eller Hansens, det er min astma. Det er ikke lægens ansvar at følge op på min sygdom, men mit eget ansvar at tage hånd om den - at holde mig orienteret og tage kontakt til sundhedsvæsnet, når jeg har brug for det. Det budskab vil jeg gerne sende til andre astmapatienter. 

Læs også om Trine, der har høfeber, men lader som om, hun ikke har... 

Og læs Bo's historie om KOL og prøv, hvordan det er at have KOL. 

Artiklen er af ældre dato, sidst gennemgået i 2020. 

Forfattere