Spiseforstyrrelse - en patienthistorie

”Min historie om spiseforstyrrelse er nok lidt atypisk,” fortæller Charlotte, "for jeg fik først sygdommen, da jeg var 29 år gammel, og så alligevel ikke…” For når Charlotte ser tilbage, kan hun godt huske, at hun nok altid har haft et lidt anderledes forhold til mad end de fleste. "Da jeg var ca. 10 år, kan jeg huske en dag, hvor vores barnepige studsede over, hvorfor der lugtede så dårligt på mit værelse. Jeg havde ikke selv lagt mærke til noget og forbandt det ikke med noget med mad, men da hun så åbnede den nederste skuffe i mit skrivebord, var den helt fyldt med gamle, mugne rugbrødsmadder, som jeg ikke havde spist i skolen. Jeg kan huske, at jeg inderligt bad hende om ikke at fortælle det til nogen. Så vi rengjorde skuffen, og så skete der ikke mere den gang, men jeg tænker i dag, at det måske nok var de første tegn på, at der var noget unormalt med mig og mad." 

Piller med bivirkningen overvægt? 

Senere, da Charlotte er 17 år, var der en periode, hvor hun inden for kort tid havde mistet en kæreste og fået en provokeret abort. Og efter det kan hun huske, at hun holdt op med at spise. "Jeg blev på et tidspunkt så tynd, at min mor tog mig med til lægen. Lægen ordinerede Fontex®, (middel mod depression, bulimi og tvangsforestillinger, red.) og gav mig besked på at spise tre måltider om dagen, og desuden komme til kontrolbesøg efter tre uger." Medicinen husker Charlotte kun at have taget minimalt - en af bivirkningerne var nemlig overvægt, og det skulle hun ikke nyde noget af. Da de tre uger var gået, havde hun fået en ny kæreste og var begyndt at spise en anelse mere, og så blev der ligesom ikke gjort mere ved det… 

Så kommer en række mere fredelige år, hvor sygdommen er i bero. Charlotte møder sin mand Kim, og får to dejlige drenge. Imellem graviditeterne træner både hun og hendes mand meget, og begge har meget fokus på at spise sundt, så deres livsstil og Charlottes forhold til mad passer udmærket sammen. Ægteskabet holder ikke, og i år 2000, hvor Charlotte er 29 år gammel, er hun så ulykkelig og føler sig utilstrækkelig både som mor og ekskone efter et forlist ægteskab, at hun aktivt beslutter sig for at gøre noget ved det. 

”Nu vil jeg have en spiseforstyrrelse” 

”Jeg husker tydeligt den nytårsaften - jeg var nærmest lykkelig, da jeg besluttede mig for, at nu vil jeg have en spiseforstyrrelse - den vil hjælpe mig med at få styr på al uroen i mit liv. Jeg havde jo erfaring fra da jeg var 17 år, at når man bliver meget tynd, så er der til sidst nogen, der opdager, hvor dårligt man har det, og som vil hjælpe mig - og det var jo det, jeg havde så desperat brug for. Når jeg tænker tilbage på det, så tror jeg, at det udefra så ud som om, jeg havde helt styr på det. Jeg passede mine børn og mit arbejde og havde et fint forhold til børnenes far, men indeni havde jeg det rigtig skidt.” Så da Charlotte var 29 år, kom spiseforstyrrelsen for alvor. 

Det tog tid før omgivelserne opdagede noget. Oftest spiste Charlotte jo derhjemme alene med sine to små drenge, og de lagde jo ikke mærke til, at hun ingenting spiste. "Og samtidig er jeg god med ord," forklarer Charlotte, "god til at forklare mig ud af min undvigende adfærd med alle mulige undskyldninger om, hvorfor jeg ikke spiste noget." Til sidst er det en veninde, der tager fat i hende og viser sin bekymring. Charlotte bliver vred og slår venindens bekymring hen. Men den næste dag ringer det alligevel på døren om formiddagen hjemme hos Charlotte, og der står hendes gode veninde, som nu insisterer på at tage Charlotte med til lægen. ”Jeg var tosset,” husker Charlotte, ”men i dag kan jeg jo se, at det var det, der blev min redning. 

Min veninde fik mig til lægen, som straks, og helt usædvanligt, fik mig indlagt på Stolpegården med det samme (normalt er der ventetid på 4-5 måneder). På det tidspunkt vejede jeg 40 kg - og det er jo ikke så meget, når man er 169 cm høj...” Herefter følger en masse år, med forskellige behandlingstyper, først et halvt års indlæggelse og siden en lang række gruppe- og enkelterapier og uendeligt mange kontrolvejninger. 

Når Charlotte ser tilbage på det, er hun lidt rystet over, hvor meget fokus der var på hendes vægt, for som hun siger, ”vægten var jo bare symbolet - der var faktisk ingen, der spurgte mig dengang, hvordan jeg egentlig havde det.” Behandlingerne hjælper dog så meget, at Charlotte begynder at spise lidt mere og får kræfter til at gå på arbejde igen. 

Endelig nogen, der spørger ”hvorfor?” 

Først i 2009, på kraftig opfordring fra hendes nuværende mand, opsøger Charlotte selv en psykolog og får for første gang hjælp til at kigge på, hvordan Charlottes baggrund har spillet ind i udviklingen af hendes spiseforstyrrelse. ”Det er jo ret komplekst,” forklarer hun, "men det er formodentlig en blanding af mange faktorer, en svær opvækst med traumatiske oplevelser, lavt selvværd, stor usikkerhed og en masse dårlig erfaringer med måltider. Ved måltiderne i mit barndomshjem var der ofte sådan en anspændt dårlig stemning og masser af skænderier - jeg har aldrig forbundet mad og spisesituationen med noget positivt i den forstand. Når jeg kigger på det i dag, så tænker jeg, at spiseforstyrrelsen blev min allierede. Den var min ven, jeg kunne tage frem, når jeg havde brug for at mærke mit selvværd, og at jeg havde kontrollen - for hvis der var noget, jeg havde styr på og var god til, så var det at have en spiseforstyrrelse." 

Ambivalensen 

"Der er noget meget ambivalent ved en spiseforstyrrelse," forklarer Charlotte, "jeg holdt op med at spise for at få hjælp - og da jeg så bliver tilbudt hjælpen (fra veninden), vil jeg først slet ikke tage imod den. Eller dvs. den del af mig, jeg kalder ”spiseforstyrrelsen”, vil ikke tage imod den. Det har givet god mening for mig på mange måder at adskille mig selv fra spiseforstyrrelsen: Der er Charlotte, og der er ”spiseforstyrrelsen.” Charlotte vidste godt, at hun havde brug for hjælp og ville også gerne have den, men spiseforstyrrelsen vil ikke have hjælp - den har jo fuld kontrol og er superdygtig til at være spiseforstyrrelse. "Og en spiseforstyrrelse er jo meget kreativ”, siger Charlotte med et smil, ”man finder jo på alt muligt, når man er spiseforstyrret. Jeg løj for behandlere, for min mand og min familie, tog afføringsmidler, snød ved at drikke 1½ liter vand, inden jeg skulle vejes, iklædte mig løstsiddende tøj, så ingen kunne se, hvor tynd jeg var, og snakkede så godt for min sag, at jeg kunne snyde rigtig mange mennesker. Men når jeg kigger på det nu, så tænker jeg, at det var spiseforstyrrelsen, der løj og snød - det var ikke mig.” 

I dag har Charlotte det godt. Hun ser normal ud til den slanke side, men ikke unormalt tynd. Men hun har besluttet sig for at acceptere, at spiseforstyrrelsen er en del af hendes liv. Hun forklarer: ”Jeg har det ligesom Ole ”Bogart” Michelsen. Han siger: ”Jeg er alkoholiker, men jeg drikker ikke”, så siger jeg: Jeg er spiseforstyrret, men min spiseforstyrrelsen er ikke aktiv længere”. 

Læs også 5 hurtige om spiseforstyrrelse. 

Artiklen er af ældre dato, sidst gennemgået i 2021. 

Forfattere