Leukæmi

Hvad er Leukæmi?

De hvide blodlegemer kan opdeles i to typer, alt efter om de er i stand til at bekæmpe bakterier og svampe (myeloid) eller bekæmpe virus og danne antistoffer (lymfoid).
Leukæmi (kræft i blodet) er en sygdom med ukontrolleret produktion af ondartede hvide blodlegemer i knoglemarven. Disse kan stamme fra forskellige forstadier til hvide blodlegemer.
Afhængig af modningsgrad og delingshastighed inddeles leukæmier endvidere i akutte og kroniske leukæmier.

Der findes således fire hovedtyper af leukæmi: 

Hvordan forløber sygdommen?

Hvem får sygdommen?

Hvad er årsagen til leukæmi?

Undersøgelser

Hvis en » blodprøve giver mistanke om leukæmi, skal du have foretaget en » knoglemarvsundersøgelse for at få stillet diagnosen. 

Desuden en undersøgelse af din » rygmarvsvæske for at se, om sygdommen har bredt sig. 

Specielle forhold hos børn

Behandling

Kemoterapi er en behandling med celledræbende midler (cytostatika). Kemoterapi gives ofte i kure, hvor man får medicin hver dag i flere dage efterfulgt af en periode, hvor man ikke får medicin. Nogle celledræbende midler kan gives som tabletter, mens andre skal indsprøjtes i en blodåre. Den præcise leukæmibehandling afhænger af leukæmitypen:

Akut Myeloid Leukæmi (AML)
Ved denne type leukæmi gives kemoterapi i kure af tre til syv dages varighed som indsprøjtning i en blodåre. Resultatet er, at både normale og ondartede celler i knoglemarven dræbes. Der er en del bivirkninger ved behandlingen bl.a. kvalme og hårtab. Behandlingen foregår derfor under indlæggelse på hospital, og der støder ofte komplikationer til, fx infektioner, blodmangel og blødningstendens. Der vil derfor være behov for behandling med antibiotika, blod- og blodpladetransfusioner og anden understøttende behandling.
Når antallet af normale celler er vokset til normalt niveau i knoglemarven, gives endnu en eller flere kure med det formål at udrydde alle leukæmicellerne. Hvis der ved laboratorieundersøgelser af leukæmicellerne er konstateret særlige risikofaktorer (specielle kromosomforandringer), kan behandlingen afsluttes med en knoglemarvstransplantation, der erstatter patientens knoglemarv med ny knoglemarv fra en rask donor.

Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL)
Ved denne type leukæmi gives kemoterapi i kure som beskrevet under AML. Valget af stoffer er dog forskellig, bl.a. indgår binyrebarkhormon (prednisolon) som en væsentlig del af behandlingen. Da ALL har tilbøjelighed til at sprede sig til hjerne og rygmarvsvæske, gives også små doser kemoterapi ind i rygmarvsvæsken.

Kronisk Myeloid Leukæmi (CML)
Til behandling af denne type leukæmi anvendes såkaldte tyrosinkinasehæmmere. Leukæmicellerne indeholder et protein, som ikke findes i raske celler. Det er det protein, som er ansvarlig for, at leukæmicellerne deler sig uhæmmet og overlever. Tyrosinkinasehæmmere er rettet mod netop det protein. Der findes flere typer tyrosinkinasehæmmere. Behandlingen gives som kapsler, og der er kun få bivirkninger. Alternativer er et svagt kemoterapeutikum (chlorambucil eller hydroxyurea), der også kan gives som kapsler eller tabletter, samt indsprøjtning af en biologisk cytoregulator (interferon). Interferon-behandling er dog ofte forbundet med bivirkninger, og specielt psykiske bivirkninger kan gøre, at behandlingen må afbrydes.

Efter 4-7 år kan den kroniske myeloide leukæmi ændre karakter til en akut leukæmi, som er svær at behandle (blastkrise). Den eneste behandling, der til dato har vist sig at kunne helbrede CML og dermed hindre blastkrisen, er knoglemarvstransplantation, som helst skal foretages inden for det første år efter, at diagnosen er stillet. Knoglemarvstransplantation har førhen været forbeholdt patienter under 50 år, men med udviklingen af behandlinger med få bivirkninger, vil også patienter over 50 år kunne tilbydes transplantation.

Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL)
I tilfælde, hvor der kun er et beskedent og stabilt antal leukæmiceller i blod og marv, er behandling ikke nødvendig. Hvis leukæmien viser tegn til at fortrænge den normale knoglemarv eller giver generelle symptomer i form af vægttab, nattesved eller hudkløe, startes medicinsk behandling med kemoterapi. Kemoterapien kan gives som tabletter eller som indsprøjtning i en blodåre. Der suppleres eventuelt med binyrebarkhormon (prednisolon) og antistofbehandling rettet mod de ondartede celler.
I nogle tilfælde er CLL-typen så aggressiv, at der må behandles med en knoglemarvstransplantation. Her erstatter man patientens knoglemarv med ny knoglemarv fra en rask donor.

Celledræbende midler dræber celler, der deler sig hurtigt, herunder leukæmiceller, men også hårceller, normale knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Kemoterapi giver derfor bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og øget tendens til infektioner.
Kemoterapi i tabletform virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis der gives store doser, kan bivirkningerne blive alvorlige. 

Forfattere