Gå til toppen af siden...
medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Leukæmi

 

Hvad er Leukæmi?

De hvide blodlegemer kan opdeles i to typer, alt efter om de er i stand til at bekæmpe bakterier og svampe (myeloid) eller bekæmpe virus og danne antistoffer (lymfoid).
Leukæmi (kræft i blodet) er en sygdom med ukontrolleret produktion af ondartede hvide blodlegemer i knoglemarven. Disse kan stamme fra forskellige forstadier til hvide blodlegemer.
Afhængig af modningsgrad og delingshastighed inddeles leukæmier endvidere i akutte og kroniske leukæmier.

Der findes således fire hovedtyper af leukæmi: 

  • Akut Myeloid Leukæmi (AML)
  • Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL)
  • Kronisk Myeloid Leukæmi (CML)
  • Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL)

 

Læs også artiklen » Generelt om kræft

Når antallet af ondartede hvide blodlegemer øges i knoglemarven og i blodet, fortrænges de normale hvide blodlegemer, blodplader og røde blodlegemer. Symptomerne vil derfor hyppigt være øget tendens til infektioner, blødninger, fx fra tandkød, blå mærker, små punktformige hudblødninger, og symptomer på » blodmangel, dvs. træthed, bleghed, svimmelhed og åndenød. Symptomerne er mest udtalte og opstår hurtigt efter få dage eller uger ved de akutte leukæmier. Ved de kroniske leukæmier opstår symptomerne derimod over en længere periode, dvs. efter måneder eller år. 

Hvordan forløber sygdommen?

Akutte leukæmier er livstruende sygdomme, som kan medføre døden inden for få måneder, hvis de ikke bliver behandlet. Kroniske leukæmier forløber over en årrække og opdages oftest tilfældigt ved en rutineblodprøve. Medicin kan holde både den akutte og den kroniske leukæmi i ro i en længere periode.

Hvem får sygdommen?

Leukæmi er en sjælden sygdom. I Danmark ses i alt ca. 500 nye tilfælde om året.
Leukæmi er den mest almindelige kræftform hos børn. Børn får typisk akutte leukæmier, mens voksne får både akutte og kroniske leukæmier. Hyppigheden stiger med alderen.

Hvad er årsagen til leukæmi?

Årsagen til leukæmi er oftest ukendt, men leukæmi kan opstå efter radioaktiv bestråling og efter behandling med store doser kemoterapi (celledræbende midler).

Undersøgelser

Hvis en » blodprøve giver mistanke om leukæmi, skal du have foretaget en » knoglemarvsundersøgelse for at få stillet diagnosen. 

Desuden en undersøgelse af din » rygmarvsvæske for at se, om sygdommen har bredt sig. 

Specielle forhold hos børn

Hos børn vil man oftest vælge at foretage knoglemarvsundersøgelsen i fuld bedøvelse. Virusinfektioner (bla. » kyssesyge) kan i visse tilfælde ligne leukæmi. Ved specialundersøgelser af de hvide blodlegemer kan man finde ud af, hvad barnet fejler.

Behandling

Den præcise behandling af leukæmi afhænger af typen af leukæmi. Ofte indgår kemoterapi, som er en behandling med celledræbende midler. Kemoterapi gives ofte i kure, hvor man får medicin hver dag i flere dage, efterfulgt af en periode, hvor man ikke får medicin. Nogle celledræbende midler kan gives som tabletter, mens andre skal indsprøjtes i en blodåre.

Akut Myeloid Leukæmi (AML)
Ved denne type leukæmi gives kemoterapi i kure af tre til syv dages varighed som indsprøjtning i en blodåre. Resultatet er, at både normale og ondartede celler i knoglemarven dræbes. Der er en del bivirkninger ved behandlingen bl.a. kvalme og hårtab. Behandlingen foregår derfor under indlæggelse på hospital, og der støder ofte komplikationer til, fx infektioner, blodmangel og blødningstendens. Der vil derfor være behov for behandling med antibiotika, blod- og blodpladetransfusioner og anden understøttende behandling.
Når antallet af normale celler er vokset til normalt niveau i knoglemarven, gives endnu en eller flere kure med det formål at udrydde alle leukæmicellerne. Hvis der ved laboratorieundersøgelser af leukæmicellerne er konstateret særlige risikofaktorer (specielle kromosomforandringer), kan behandlingen afsluttes med en knoglemarvstransplantation, der erstatter patientens knoglemarv med ny knoglemarv fra en rask donor.

Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL)
Denne type leukæmi behandles som beskrevet under AML. Valget af stoffer er dog forskelligt, bl.a. indgår binyrebarkhormon (prednisolon) som en væsentlig del af behandlingen. Da ALL har tilbøjelighed til at sprede sig til hjerne og rygmarvsvæske, gives også små doser kemoterapi ind i rygmarvsvæsken.

Kronisk Myeloid Leukæmi (CML)
Til behandling af denne type leukæmi anvendes såkaldte proteinkinasehæmmere. Leukæmicellerne indeholder et protein, som ikke findes i raske celler. Det er det protein, som er ansvarlig for, at leukæmicellerne deler sig uhæmmet og overlever. Der findes flere type proteinkinasehæmmere, og de proteinkinasehæmmere, som anvendes ved CML, er rettet mod netop det protein. Behandlingen gives som kapsler, og der er kun få bivirkninger. Andre muligheder for behandling er et svagt kemoterapeutikum (chlorambucil eller hydroxyurea), der også kan gives som kapsler eller tabletter, samt indsprøjtning af en biologisk cytoregulator (interferon). Interferon-behandling er dog ofte forbundet med bivirkninger, og specielt psykiske bivirkninger kan gøre, at behandlingen må afbrydes.

I tilfælde hvor proteinkinasehæmmere ikke kan fjerne og/eller kontrollere CML, vil der være risiko for, at sygdommen over tid kan ændre karakter til en akut leukæmi, som er svær at behandle (blastkrise). I sådanne tilfælde er den eneste behandling, der til dato har vist sig at kunne helbrede CML og dermed hindre blastkrisen, en knoglemarvstransplantation fra en rask donor.

Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL)
I tilfælde, hvor der kun er et beskedent og stabilt antal leukæmiceller i blod og marv, er behandling ikke nødvendig. Hvis leukæmien viser tegn til at fortrænge den normale knoglemarv eller giver generelle symptomer i form af vægttab, nattesved eller hudkløe, startes medicinsk behandling med kemoterapi. Kemoterapien kan gives som tabletter eller som indsprøjtning i en blodåre. Der suppleres eventuelt med binyrebarkhormon (prednisolon) og antistofbehandling rettet mod de ondartede celler.
I nogle tilfælde er CLL-typen så aggressiv, at der må behandles med en knoglemarvstransplantation, der erstatter patientens knoglemarv med ny knoglemarv fra en rask donor. 

 

Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt, herunder leukæmiceller, men også hårceller, normale knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Kemoterapi giver derfor bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og øget tendens til infektioner.
Kemoterapi i tabletform virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis der gives store doser, kan bivirkningerne blive alvorlige. 

Lægemidler

Celledræbende midler (antineoplastika)

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at » kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. 

  

Der findes mange slags antineoplastiska, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

  

Kemoterapi, også kaldet cytostatika: 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolietter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere
  • Andre cytostatika

  

Fælles for kemoterapi er, at de i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. 

Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces. 

Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

  

Behandlingerne med celledræbende midler giver » bivirkninger. Udover kræftcellerne påvirker behandlingen specielt kroppens hurtigt delende væv, såsom hår, slimhinder og blodceller. De fleste vil opleve generel utilpashed og kvalme. Når dannelsen af de røde og hvide blodlegemer påvirkes, kan der udvikles » blodmangel, der kræver blodtransfusion. Behandlingen giver også øget tendens til blødning samt øget risiko for infektion på grund af nedsat immunforsvar.
 

Hygiejneregler ved behandlingen 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med » urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet. 

  

Andre antineoplastika og andre farmaka, som anvendes med henblik på celledrab: 

  • Antistoffer rettet mod kræftceller
  • Proteinkinasehæmmere
  • Proteasomhæmmere
  • Biologiske cytoregulatorer
  • Hormoner og antihormoner til behandling af kræft

  

Alle celler inkl. kræftceller har en cellemembran, som afgrænser cellen fra omgivelserne. I cellemembranen sidder mange forskellige små molekyler, som er med til at regulere cellens livscyklus. Nogle af disse molekyler er specifikke for det organ, cellerne tilhører, og til nogle kræftformer er der udviklet antistoffer, som virker ved at binde sig til et sådant molekyle. Herved vil antistoffet via forskellige mekanismer få kræftcellerne til at gå til grunde, fx via aktivering af immunforsvaret. Antistofferne gives som infusion gennem en blodåre, eller som en injektion under huden. De gives med forskelligt interval afhængig af antistof og sygdom. Antistofferne kan gives alene eller i kombination med kemoterapi. 

  

Proteinkinasehæmmere er rettet mod enzymer inde i kræftcellerne. Det er enzymer, som er vigtige for kræftcellernes livscyklus og vækst, og således vil kræftcellerne dø, når disse enzymer hæmmes. Denne medicin gives som tabletter. 

Proteasomhæmmere virker på lignende måde celledræbende, men er rettet mod et andet enzym inde i cellen, og gives som infusion. 

  

De biologiske cytoregulatorer tilhører en gruppe af stoffer kaldet cytokiner, som produceres af den normale krop under forskellige påvirkninger, fx ved en infektion, med det formål at stimulere immunforsvaret. Ved at give sådanne cytokiner i større doser end kroppen normalt producerer, kan immunforsvaret ved nogle kræftsygdomme stimuleres til at dræbe kræftcellerne. 

  

Nogle af de molekyler, som sidder i cellemembranen er modtagemolekyler (receptorer) for hormoner, og nogle kræftformers vækst stimuleres af de naturlige hormoner, som produceres af kroppen. I sådanne tilfælde kan kræftsygdommen behandles med andet hormon eller antihormon, der hindrer, at det stimulerende hormon kan virke på kræftcellen. 

Alkylerende midler mod leukæmi
Virksomme stofferPræparater
Antimetabolitter mod leukæmi
Virksomme stofferPræparater
Antimitotika mod leukæmi
Virksomme stofferPræparater
Antistoffer mod leukæmi
Virksomme stofferPræparater
Topoisomerasehæmmere mod leukæmi
Virksomme stofferPræparater
Biologiske cytoregulatorer mod leukæmi
Interferoner er en gruppe af proteiner, som dannes af de hvide blodlegemer ved infektioner og påvirkning af specielle antigener. Interferoner griber ind i kontrollen og delingshastigheden af immunsystemets celler, herunder hvide blodlegemer.
Hvordan interferoner hæmmer cellevækst, er ikke klarlagt.
Virksomme stofferPræparater
Andre midler mod leukæmi
Virksomme stofferPræparater

Forfattere

» Gitte Olesen (Forfatter)

Revisionsdato

2012-08-15
Find en sygdom
Klik på det område på figuren, hvor sygdommen hører hjemme. I det nye vindue vises det valgte område med detaljer, som du kan klikke på og få en liste med sygdomsbeskrivelser. Den valgte sygdomsbeskrivelse åbner i et nyt vindue.
Håret Hjernen Øjnene Ørerne Næsen Ansigtet/kinderne Munden Spiserøret Skjoldbruskkirtlen Skelettet Musklerne Huden Hænderne Musklerne Skelettet benene Huden Fødderne Rygsøjle Blodet og nymfesystemet Luftvejene Brysterne Hjertet og kredsløbet Leveren Mavesækken Galdeblæren Bugspytkirtlen Tarmene Nyrerne Højre Nyrerne Urinvejene Tarmene Kvindelige kønsorganer Mandelige kønsorganer