Gå til toppen af siden...

Søg efter sygdomme

 

Nyheder

 
03.05.2012
Brugerundersøgelse af min.medicin.dk
Giv din mening til kende - det tager kun 5 minutter

Relevante links

 
Kræftens bekæmpelse
medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Livmoderhalskræft

 

Hvad er Livmoderhalskræft?

Livmoderhalskræft (cancer cervicis uteri) er en ondartet sygdom, som udvikler sig i cellerne i livmoderhalsens overflade.

Forstadierne til kræft giver ingen symptomer. Hvis du har kræft i livmoderhalsen, kan du få pletblødninger mellem menstruationerne, blodigt udflåd eller blødning, når du har samleje. Smerter kommer der først, når sygdommen er meget udbredt.

Hvordan forløber sygdommen?

Livmoderhalskræft begynder som et forstadium til kræft i de øverste cellelag. Forstadiet kan enten gå i sig selv igen eller udvikle sig til en egentlig kræftsygdom i løbet af cirka 10 år. Kræftsvulsten breder sig efterhånden ned i skeden eller ud i vævet ved siden af livmoderhalsen, og den kan vokse ind i urinblæren eller endetarmen. Den kan også brede sig ved at udsende kræftceller via lymfekarrene til lymfeknuderne indvendigt i bækkenet eller via blodet til leveren eller lungerne. Disse dattersvulster kaldes metastaser. Op til 90% af patienterne med livmoderhalskræft i de tidlige stadier bliver helbredt. For patienter med sygdommen i de senere stadier er helbredelsesprocenten 10-60%.

Hvem får sygdommen?

Alle kvinder, som er seksuelt aktive, har risiko for at få livmoderhalskræft. Hvis du havde en tidlig seksuel debut og har haft mange seksualpartnere, har du øget risiko for at få sygdommen. Det er sjældent, at kvinder under 23 år får sygdommen. Den optræder oftest hos kvinder i alderen 40-50 år og 60-70 år.

Hvad er årsagen til livmoderhalskræft?

Selve årsagen eller årsagerne til livmoderhalskræft kender vi ikke. Dog har kvinder, som er inficeret med humant papilloma-virus (HPV) i livmoderhalsen, større risiko for at udvikle kræft.

Undersøgelser

En celleprøve fra din livmoderhals kan vise, om du har forstadier til kræft. Har du symptomer, skal du have foretaget en kikkertundersøgelse og taget vævsprøver fra livmoderhalsen hos en gynækolog.

Behandling

Det er muligt at vaccinere mod HPV og dermed forhindre udvikling af kræft i livmoderhalsen. Den primære målgruppe for vaccination er piger/kvinder i 9-26-års-alderen. Vaccinationen foretages af egen læge. Der skal gives 3 vaccinationer inden for 1 år. Fra 2008 er der gratis HPV-vaccination af piger, der er født i 1993, 1994 og 1995. Den 1. januar 2009 begyndte det ordinære vaccinationsprogram for 12-årige piger.

Kræft i livmoderhalsen kan behandles enten ved operation eller ved, at du får strålebehandling og celledræbende midler (kemoterapi), afhængigt af hvor udbredt sygdommen er.

I de tidlige stadier, hvor sygdommen er begrænset til livmoderhalsen eller kun har bredt sig til den øverste del af skeden, bliver du opereret. Du får fjernet hele livmoderen, de øverste 3-4 cm af skeden og lymfeknuderne indvendigt i bækkenet.

Hvis sygdommen har bredt sig, får du strålebehandling og celledræbende midler. Strålebehandlingen omfatter 26-30 udvendige behandlinger og 5 indvendige behandlinger. De indvendige behandlinger foregår gennem et stålrør, som du får ført op i livmoderen under lokalbedøvelse. Strålebehandlingen giver ofte diarré og svie, når du lader vandet. Det celledræbende middel skal du have en gang om ugen i alt 5 gange - samtidig med at du får strålebehandling. Det mest almindelige middel er cisplatin.

Lægemidler

Celledræbende midler (cytostatika/kemoterapi)

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død. De celledræbende midler (cytostatika) skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne.

Der findes mange slags cytostatika, og de virker på hver sin måde på cellernes stofskifte. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker:A 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolietter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere
  • Biologiske cytoregulatorer
  • Hormoner og antihormoner til behandling af kræft

Fælles for dem alle er, at de i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. 

Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer celledræbende midler også normale cellers delingsproces. 

Ved at man giver kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet.

Celledræbende midler bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med cytostatika. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet. 

Alkylerende midler mod livmoderhalskræft
Virksomme stofferPræparater
Vaccination mod livmoderhalskræft
Virksomme stofferPræparater

Forfattere

Revision dato

2007-01-03
Find en sygdom
Klik på det område på figuren, hvor sygdommen hører hjemme. I det nye vindue vises det valgte område med detaljer, som du kan klikke på og få en liste med sygdomsbeskrivelser. Den valgte sygdomsbeskrivelse åbner i et nyt vindue.
Håret Hjernen Øjnene Ørerne Næsen Ansigtet/kinderne Munden Spiserøret Skjoldbruskkirtlen Skelettet Musklerne Huden Hænderne Musklerne Skelettet benene Huden Fødderne Rygsøjle Blodet og nymfesystemet Luftvejene Brysterne Hjertet og kredsløbet Leveren Mavesækken Galdeblæren Bugspytkirtlen Tarmene Nyrerne Højre Nyrerne Urinvejene Tarmene Kvindelige kønsorganer Mandelige kønsorganer