Kodein "DAK"

Kodein Stærk "DAK"

 

Kodein "DAK" er et svagt smertestillende og hostestillende middel. 

Virksomme stoffer

Anvendelse

Kodein "DAK" anvendes 

  • som hostestillende middel, især ved tør hoste
  • ved svage til moderate smerter, fortrinsvis i kombination med paracetamol, acetylsalicylsyre eller NSAID (gigtmidler).

Dosering

Findes som tabletter og oral opløsning.
 

Akutte smerter 

  • Voksne
    • Sædvanligvis 25-50 mg efter behov højst 4 gange i døgnet. 

  

Hoste 

  • Tabletter
    • Voksne. 25-50 mg (1-2 tabletter) 1-3 gange daglig, hver 4.-6. time.

  • Oral opløsning 3 mg/ml
    • Voksne. 1 barneskefuld - 1 spiseskefuld (10-15 ml) 2-3 gange i døgnet.
    • Børn over 12 år. 1 teskefuld (5 ml) 2-3 gange i døgnet.

  • Stærk oral opløsning 8 mg/ml
    • Voksne. 1 teskefuld (5 ml) 3 gange i døgnet.

  

Bemærk:  

  • Må ikke bruges til børn under 12 år pga. risiko for forgiftning.
  • Bør ikke bruges til børn 12-18 år, som har dårligt fungerende lunger.
  • Dosis skal nedsættes ved dårligt fungerende lever eller nyrer.

Bivirkninger

Almindelige (1-10%) Forstoppelse, Kvalme, Opkastning.
Døsighed, Svimmelhed.
Sjældne (0,01-0,1%) Lavt blodtryk, Nedsat vejrtrækning.
Kramper, Opstemthed.
Anafylaktisk chok - en akut alvorlig allergisk tilstand.
  • Midlet kan medføre opstemthed (eufori) og såvel psykisk som fysisk afhængighed ved indtagelse af store doser i længere tid. Dog er det mindre afhængighedsskabende end morfin.
    Er afhængighed opstået, vil pludseligt ophør med indtagelse af midlet udløse abstinenssymptomer, der viser sig ved almen utilpashed, gaben, tåreflåd, snue, nysen, svedudbrud, gåsehud, diarré, hovedpine, rysten på arme og ben og evt. kramper. Desuden kan der opstå en stærk trang til atter at indtage stoffet.

Bør ikke anvendes

Bør ikke anvendes 

  • ved tilstande, hvor vejrtrækningen er hæmmet, fx ved astma og rygerlunger
  • ved bronkitis med slimdannelse
  • hvis man omdanner codein unormalt hurtigt til morfin
  • til børn under 12 år.

Særlige advarsler

  • Codein omdannes i kroppen til morfin. En lille del af befolkningen omdanner codein unormalt langsomt eller hurtigt. Ved langsom omdannelse af codein får man ingen eller meget lille effekt af midlet. Ved meget hurtig omdannelse af codein er der risiko for morfinforgiftning.
  • Alkohol forstærker midlets sløvende og åndedrætshæmmende virkning.
  • Alkoholindhold
    • Oral opløsning 3 mg/ml indeholder mindre end 100 mg alkohol pr. dosis.
    • Kodein "DAK" stærk, oral opløsning 8 mg/ml indeholder ca. 6% v/v alkohol.

Brug af anden medicin

Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager. 

  • Den sløvende og åndedrætshæmmende virkning af Kodein "DAK" kan øges af sovemidler og beroligende midler.
  • Kodein "DAK" stærk opløsning indeholder alkohol og må ikke anvendes sammen med disulfiram (Antabus®).

Graviditet

Må kun anvendes under visse forudsætninger.
  • Der er en let øget risiko for misdannelser ved brug af Kodein "DAK" i de første 3 måneder af graviditeten.
  • Midlet bør ikke anvendes kort tid før fødslen på grund af abstinenssymptomer hos barnet. Anvendes kun i særlige tilfælde efter aftale med lægen.

Amning

Må kun anvendes under visse forudsætninger. Denne tekst afviger fra indlægssedlen.
  • Enkelte doser kan anvendes under amning efter aftale med lægen.
  • Amning bør dog undgås ved langtidsbehandling.
  • Barnet skal observeres for bivirkninger som søvnighed og uregelmæssig vejrtrækning.

Trafik

Forsigtighed tilrådes ved motorkørsel og maskinbetjening.Vurderes det, at patienten ikke kan føre køretøj på betryggende vis, kan motorkørsel være strafbart i lighed med spritkørsel og skal undgås.

Forsigtighed tilrådes ved motorkørsel og maskinbetjening.
Hvis midlet påvirker din evne til at føre motorkøretøj, kan motorkørsel være strafbart i lighed med spritkørsel og skal undgås. 

Bloddonor

Må ikke tappes. 1 døgns karantæne.

Doping

Kodein "DAK" stærk oral opløsning indeholder ca. 5% alkohol. Anvendelse medfører derfor udelukkelse fra sportsstævner i visse discipliner, fx motorsport. 

Virkning

Virker smertestillende ved at påvirke de områder i hjernen, der registrerer smerte. Virker desuden hostestillende ved at hæmme hosterefleksen.
Codein omdannes i leveren til morfin. Midlet har svagere virkning end morfin.
Virkningen indtræder efter ½ - 1 time og varer i 3-6 timer. 

Lægemiddelformer

Tabletter. 1 tablet (filmovertrukken) indeholder 25 mg (delekærv) codeinphosphatsesquihydrat svarende til 23,95 mg codeinphosphathemihydrat.
Oral opløsning 3 mg/ml. 1 ml indeholder 3,2 mg codeinphosphathemihydrat.
Kodein "DAK" stærk, oral opløsning 8 mg/ml. 1 ml indeholder 8 mg codeinphosphathemihydrat. 

Hjælpestoffer

Farve:
Titandioxid (E171): filmovertrukne tabletter 25 mg
Konservering:
Kaliumsorbat (E202): oral opløsning 3 mg/ml
Smag:
Menthol: oral opløsning 3 mg/ml
Solbær: oral opløsning 3 mg/ml
Andre:
Ethanol: oral opløsning 3 mg/ml, oral opløsning 8 mg/ml
Lactose: filmovertrukne tabletter 25 mg

Tilskud

Hvis du opfylder visse betingelser, kan du muligvis få tilskud. Spørg din læge. 

Pakninger, priser, tilskud og udlevering

Tilskud Udlevering Dispenseringsform og styrke Pakning Pris i kr.
Recept filmovertrukne tabletter 25 mg 30 stk. 56,65
Recept filmovertrukne tabletter 25 mg 100 stk. 125,20
Recept oral opløsning 3 mg/ml 200 ml 104,85
Recept oral opløsning 8 mg/ml 200 ml 133,65

Substitution

filmovertrukne tabletter 25 mg
Kodein "Alternova" Alternova, Codein,  25 mg
 

Identifikation og foto

Filmovertrukne tabletter  25 mg

Præg:
Intet præg
Kærv: Delekærv
Farve: Hvid
Mål i mm: 8 x 8
filmovertrukne tabletter 25 mg
 
 
 

Revisionsdato

2015-09-18. Priserne er dog gældende pr. mandag den 1. februar 2016
Der kan forekomme forskelle mellem præparatbeskrivelsen og oplysningerne i indlægssedlen. Det skyldes, at min.medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og producentens produktinformationer med andre kilder. Min.medicin.dk har det fulde ansvar for præparatbeskrivelserne.
Indholdet på min.medicin.dk kan ikke erstatte rådgivning eller behandling af en sundhedsprofessionel (fx læge, farmaceut, sygeplejerske eller farmakonom).
Gå til toppen af siden...