Gå til toppen af siden...
medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Hudbiopsi

Hvorfor skal jeg have denne undersøgelse?

En hudbiopsi er et lille kirurgisk indgreb, som lægen udfører for at finde sygdommen bag dit udslæt eller forandring i huden. 

Hudbiopsi vil typisk blive udført, hvis man er i tvivl om årsagen til en hudsygdom, eller hvis man nøjere ønsker at få beskrevet, hvad der foregår i huden. 

Hvad er en biopsi?

En biopsi er en lille vævsprøve, som bliver taget ud med en hul nål eller med en lille bidetang. Der kan tages biopsier af huden, tarmen, de indre organer, fx lever, lunger og nyrer, og af knogler. Biopsier tages ofte i forbindelse med en kikkertundersøgelse (skopi). 

Hvad kan undersøgelsen vise?

Undersøgelsen kan beskrive, om der er tale om fx » psoriasis, eksem, medicinudslæt eller betændelse i hudens kar. Undersøgelsen anvendes også hyppigt, hvis man skal skelne en godartet knude (kræft) fra en ondartet knude i huden. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Lægen bedøver huden og med en såkaldt "standser" bores en lille vævs-cylinder ud. I denne vævs-cylinder vil der være et lille stykke af overhuden, læderhuden og underliggende fedtvæv. Med en pincet og saks udtager man den lille vævscylinder og sender den til et patologisk laboratorium, hvor den bliver undersøgt i et mikroskop. 

 

  

Hvor lang tid tager det? 

Undersøgelsen tager kun få minutter. 

  

Gør det ondt? 

Det gør normalt ikke ondt at få taget en hudbiopsi. Når man bedøver huden, kan det spænde og svie en lille smule. 

  

Er der noget, jeg skal passe på med bagefter? 

Du kan fungere helt normalt efter hudbiopsien. Det plaster, som lægen har sat på området, kan du fjerne næste dag. Såret heler i løbet af ca. en uge. Der kan komme et lille hvidt ar på det sted, hvor du har fået taget biopsien. 

Hvordan forbereder jeg mig?

Undersøgelsen kræver ingen særlig forberedelse. 

Særlige hensyn

Alle kan få lavet en hudbiopsi, også selvom man tager blodfortyndende medicin. 

Graviditet

Kan foretages.

Hudbiopsi kan tages under graviditet uden problemer. Bedøvelsen påvirker ikke fosteret. 

Amning

Kan foretages

Hudbiopsi kan tages under amning. Bedøvelse af huden påvirker ikke barnet. 

Andre forhold

Svar på undersøgelsen 

Resultatet af undersøgelsen vil normalt være klar efter ca. 7 dage. 

 

Forbered dig på, hvad du vil spørge lægen om. 
Skriv evt. en huskeseddel.   

  • Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?
  • Hvordan får jeg svar? (samtale eller brev)
  • Hvem giver mig svar?
  • Overvej, om du skal have en pårørende med, når du får svar på undersøgelsen.

     

Forfattere/Referenter

» Carsten Sand (Forfatter)