Åreknuder i spiserøret

Revideret: 07.07.2020

Hvad er Åreknuder i spiserøret?

Åreknuder i spiserøret (øsofagus-varicer) er udposninger på blodkarrene i den nederste del af spiserøret.

Symptomer

Normalt mærker du ikke noget til sygdommen, før du får en blødning. Mange vil dog have haft symptomer før pga. leversygdommen, fx væskeophobning i bughulen (ascites) og gulfarvning af huden (gulsot) samt udvidede blodårer på overfladen af maven. Blødningen fra åreknuder i spiserøret kan være lille og blot vise sig som sort afføring, eller den kan være alvorlig og komme som en pludselig, livstruende opkastning af frisk blod.  

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen skyldes typisk skrumpelever, men der kan gå mange år, fra du udvikler skrumpelever, til du danner åreknuder i spiserøret. Det er alvorligt at udvikle åreknuder i spiserøret, fordi det kan give livstruende blødninger. 

Hvem får sygdommen?

Åreknuder i spiserøret ses ved alvorlige sygdomme i leveren herunder skrumpelever, blodprop i leveren og ved svulster, som vokser ind i de store vener, der fører blodet til leveren. 

Hvad er årsagen til åreknuder i spiserøret?

Blodet fra fordøjelsesorganerne strømmer gennem leveren, inden det kommer tilbage til hjertet. Ved skrumpelever bliver blodets afløb gennem leveren hæmmett. Blodet hober sig derfor op foran leveren, og leveren bliver en slags flaskehals for cirkulationen.  

Noget af blodet finder i disse tilfælde nye veje forbi leveren og over i det "store" kredsløb. De vigtigste af disse nye veje er blodårerne i nedre del af spiserøret. Der kommer derved overtryk i blodårerne i den nederste del af spiserøret, og dette kan føre til åreknuder.
Den mest almindelige årsag til skrumpelever er overdreven indtagelse af alkohol, men smitsom leverbetændelse i kronisk form kan også føre til skrumpelever og hermed til åreknuder i spiserøret. 

Undersøgelser ved åreknuder i spiserøret

Hvis lægen har mistanke om, at du har åreknuder i spiserøret, får du foretaget en kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi). Du får også taget blodprøver, for at lægen kan se, om du har en sygdom i leveren. 

Specielle forhold hos børn

Der findes sjældne sygdomme i lever-kredsløbet, som kan føre til, at børn får åreknuder i spiserøret.

Behandling af åreknuder i spiserøret

Blødning fra åreknuder i spiserøret kan være livstruende, og behandlingen skal derfor indledes akut. 

 

Elastikbehandling 

Elastikbehandling foretages via en kikkertundersøgelse (gastroskopi) hvor lægen placerer elastikker rundt om de blodårer, der bløder (banding), så blødningen standses. Man regner med, at ca. 90% af alle blødninger kan standses på denne måde. Elastikbehandlingen vil også fjerne åreknuderne, og dermed mindske faren for nye blødninger 

 

Ballonbehandling 

Ballonbehandling bruges af og til i den akutte fase som en slags nødbehandling. Behandlingen udføres ved at føre tom ballon ned til området, som bløder. Ballonen sidder på en sonde, der føres ned igennem spiserøret gennem næsen. Når sonden ligger korrekt, pustes ballonen op og afklemmer dermed blodårerne, så de ikke kan bløde. Behandlingen med ballon er midlertidig, indtil der kan foretages elastikbehandling. Ballonbehandling bruges ikke så ofte i dag. 


Medicinsk behandling 

Formålet med den medicinske behandling er at sænke trykket i åreknuderne i spiserøret og derved mindske risikoen for blødning. Der er to måder, man kan sænke trykket på:  

  • Ved en direkte virkning, der nedsætter blodgennemstrømningen (terlipressin)
  • Ved en hæmning af nogle hormonlignende stoffer (octreotid).

Ved akut blødning begynder man ofte behandlingen med terlipressin for at nedsætte blodgennemstrømning i åreknuderne. Herefter vil man foretage en elastikbehandling for at standse blødningen. Hvis blødningen er kraftig, vil man desuden give dig blodtransfusion. 

 

Når blødningen er overstået, bliver du behandlet med en beta-blokker (propranolol), som skal forhindre, at du får en ny blødning. 

 

Lægen vil også forsøge at fjerne årsagen til, at du har fået skrumpelever ved at give dig råd om, hvordan du kan forbedre din leverfunktion (undgå alkohol), give dig et vitamintilskud og evt. starte behandling med vanddrivende medicin. 

 

Hvis du har flere spørgsmål om din sygdom, kan du kontakte Leverforeningen

Lægemidler

Midler mod åreknuder i spiserøret

Vanddrivende midler

Risiko ved hydrochlorthiazid 

Der er en lille forøget risiko for at udvikle de to typer hudkræft, basalcellekræft og pladecellekræft, hvis man bruger det vanddrivende middel hydrochlorthiazid gennem længere tid. Det viser en gennemgang af nye studier. 

 

Hydrochlorthiazid, som typisk anvendes mod forhøjet blodtryk, har som bivirkning øget lysfølsomhed, og det kan være årsagen til den øgede risiko for at udvikle disse typer af hudkræft. Der er ikke fundet forøget risiko for den mere ondartede modermærkekræft. 

 

Indlægssedler for præparater, som indeholder hydrochlorthiazid anbefaler: 

  • At man skal tjekke sin hud regelmæssigt og gå til lægen, hvis man opdager mistænkelige hudforandringer eller sår på huden
  • At man skal begrænse eksponering for sollys og UV-stråler og bruge passende beskyttelse, når man opholder sig i solen
  • At det for patienter, som før har haft basalcellekræft og pladecellekræft, kan være relevant at overveje at skifte til en anden type medicin.

 

Se endvidere link fra Sundhedsstyrelsen.  

Se listen af præparater med hydrochlorthiazid

 

Vanddrivende midler (diuretika) virker ved at drive salt og væske ud af kroppen og ved at udvide de små blodkar. Begge virkninger medfører, at blodtrykket falder.

Der findes tre forskellige typer af vanddrivende midler: 

 

Ved væskeansamling i maven (ascites) foretrækkes kaliumbesparende diuretika evt. suppleret med slyngediuretika. 

Ved kronisk nyresvigt og hjertesvigt foretrækkes slyngediuretika. Er virkningen ikke tilstrækkelig, kan man supplere med kaliumbesparende diuretika. 

Ved akut hjertesvigt med vand i lungerne anvendes slyngediuretika. 

Ved forhøjet blodtryk foretrækkes ofte thiazider.  

 

Thiazider og slyngediuretika kan medføre, at indholdet af kalium i blodet falder. Derfor er disse midler tilsat kalium eller anvendes sammen med kaliumtilskud eller kaliumbesparende diuretika. 

Thiazider
Slyngediuretika
Kaliumbesparende midler

Forfattere

Lars Bjerrum (Forfatter)