Mavekatar

Revideret: 02.07.2018

Hvad er Mavekatar?

Mavekatar (gastritis) er en samlebetegnelse for tilstande med betændelse i mavesækkens slimhinde.

Symptomer

Smerter i toppen af maven - typisk lige under brystbenet. Smerterne har tit en brændende karakter.

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen opstår oftest akut og varer i kort tid. Den går som regel i ro af sig selv, men der kan være brug for kortvarig medicinsk behandling. Meget svære tilfælde kan give anledning til mavesår i mavesækken og blodmangel.

Hvem får sygdommen?

Alle kan få sygdommen.

Hvad er årsagen til mavekatar?

Mavekatar skyldes oftest indtagelse af stoffer, som kan beskadige slimhinden i mavesækken, fx smertestillende medicin af NSAID-typen, tobak eller alkohol. Mavekatar kan desuden opstå som led i en række medicinske sygdomme, som ikke er beskrevet yderligere her. 

Undersøgelser ved mavekatar

Det er som regel ikke nødvendigt at foretage undersøgelser, men en mavekikkert-undersøgelse (gastroskopi) kan bekræfte diagnosen. 

Specielle forhold hos børn

Børn behandles som voksne, dog vil man ofte undgå mavekikkert-undersøgelsen. 

Behandling af mavekatar

Hvad kan jeg selv gøre? 

Dine symptomer vil som regel svinde, når du fjerner årsagen til sygdommen. Hold op med at ryge og begræns dit forbrug af alkohol.  

 

Medicinsk behandling 

Symptomerne kan lindres med syreneutraliserende midler. I sværere tilfælde kan du blive behandlet med midler mod mavesår i 1-2 uger. 

Lægemidler

Forfattere

Jakob W. Hendel (Forfatter)