Regnbuehindebetændelse

Revideret: 09.01.2017

Hvad er Regnbuehindebetændelse?

Regnbuehindebetændelse (iritis, iridocyclitis) er en betændelsesreaktion i øjets regnbuehinde, men den skyldes ikke bakterier eller virus. Sygdommen forekommer oftest i forbindelse med gigtlidelser, fx leddegigt, og andre sygdomme i kroppens immunforsvar

Symptomer

Øjet er rødt, irriteret, smertende og løber i vand. Samtidig oplever du lysskyhed. Sygdommen kan være begrænset til et øje, men ofte er begge øjne syge. 

Hvordan forløber sygdommen?

Ved korrekt behandling i tide, kan sygdommen oftest bringes i ro, uden at du får varig skade. Betændelse i regnbuehinden kan dog udvikle sig meget alvorligt og medføre et varigt synstab eller blindhed. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få sygdommen.

Hvad er årsagen til regnbuehindebetændelse?

Regnbuehindebetændelse skyldes, at dit eget immunapparat reagerer over for regnbuehinden. 

Undersøgelser ved regnbuehindebetændelse

Lægen vil undersøge øjet under stor forstørrelse med et særligt mikroskop. Lægen vil måle trykket i øjet. I særlige tilfælde vil øjenlægen udvide pupillen med øjendråber for at se ind i øjets indre, da sygdommen også kan forekomme i øjets nethinde eller årehinde. 

Behandling af regnbuehindebetændelse

Betændelsesreaktionen kan dæmpes med binyrebarkhormon som øjendråber. I svære tilfælde kan binyrebarkhormon gives som indsprøjtning under øjets slimhinde eller som tabletter. Binyrebarkhormoner kan i sjældne tilfælde give forhøjet tryk i øjet, hvorfor øjenlægen jævnligt vil måle øjentrykket i behandlingsperioden. 

Behandlingen suppleres med pupiludvidende øjendråber, der holder regnbuehinden i ro og hindrer den i at klæbe fast til øjets linse. De pupiludvidende dråber giver desuden smertelindring. 

Lægemidler

Binyrebarkhormon til brug i øjet

Binyrebarkhormon anvendes som øjendråber til lokal behandling i øjet. Det hæmmer de vævsreaktioner, som ses i øjnene ved overfølsomhedstilstande eller ved inflammation.  

Binyrebarkhormon kan i sjældne tilfælde give forhøjet tryk i øjet, hvorfor øjenlægen jævnligt vil måle øjentrykket i behandlingsperioden. 

Forfattere