Røde hunde

Revideret: 01.07.2016

Hvad er Røde hunde?

Røde hunde er en børnesygdom, som skyldes infektion med rubella-virus. 

Symptomer

Røde hunde begynder med snue og hævede, ømme lymfeknuder i nakken. Derefter kommer udslættet som blegrøde/brunrøde pletter i ansigtet. Det breder sig hurtigt til kroppen, armene og benene. I ansigtet og på kroppen flyder udslættet sammen. Du har let forhøjet temperatur, men både udslættet og feberen aftager i løbet af 4-5 dage.

Hvordan forløber sygdommen?

Røde hunde er en børnesygdom, som hos de fleste går over af sig selv uden komplikationer. Du kan dog senere få ondt i leddene på grund af ledbetændelse. Hvis en gravid bliver smittet inden for de første 3 måneder af graviditeten, er der risiko for, at barnet bliver født med alvorlige skader (blindhed, døvhed, hjerneskader eller hjertefejl). Hvis du er gravid og bliver smittet inden for de første 3 måneder af graviditeten, vil lægen anbefale, at du får foretaget en abort.

Hvem får sygdommen?

Røde hunde er en børnesygdom, men alle kan få røde hunde. I dag er de fleste vaccineret med MFR-vaccine (R står for røde hunde), og derfor er sygdommen blevet sjælden i Danmark. 

Hvordan smitter røde hunde?

Røde hunde smitter via de dråber, du hoster og nyser ud. Du smitter fra 2 uger, før udslættet kommer, til 5 dage efter, at udslættet er brudt ud. Der går 2-3 uger, fra du er blevet smittet, til udslættet kommer. Hvis du har haft røde hunde én gang, kan du ikke få røde hunde igen.

Hvad er årsagen til røde hunde?

Røde hunde skyldes smitte med rubella-virus.

Undersøgelser ved røde hunde

Lægen kan tage en blodprøve for at måle, om du har antistoffer mod røde hunde i blodet. Blodprøven kan vise, om du har eller har haft røde hunde. 

Specielle forhold hos børn

Røde hunde er en af børnesygdommene, og et barn med røde hunde må først komme i daginstitution, når barnet er raskt igen. Det anbefales at lade sine børn vaccinere med MFR vaccine

  

Læs også Sundhedsstyrelsens vejledning om smitsomme sygdomme hos børn og unge

Behandling af røde hunde

Hvad kan du selv gøre? 

Hvis du planlægger at blive gravid og ikke er MFR vaccineret, bør du få undersøgt, om du har antistoffer mod røde hunde. Hvis du ikke har, bør du lade dig vaccinere. 

  

Medicinsk behandling 

Lettere smertestillende midler får feberen til at falde og lindrer eventuelle ledsmerter. 

 

Vaccination 

Vaccination mod røde hunde indgår i Sundhedsstyrelsens børnevaccinationsprogram i form af MFR-vaccine. Vaccinationen gives til børn i 15-måneders-alderen og i 4-års-alderen. 

Lægemidler

Svage smertestillende midler

Svage smertestillende midler indeholder paracetamol eller acetylsalicylsyre. Desuden findes der en række kombinationspræparater med coffein eller codein. Acetylsalicyre bør kun anvendes til børn efter lægens anvisning på grund af risiko for Reyes Syndrom (alvorlige tilfælde med opkastninger og bevidsthedssløring stigende til bevidstløshed). 

Paracetamol

Paracetamol anvendes ved svage smerter og virker desuden febernedsættende.  

Paracetamol fås som tabletter, depottabletter, smeltetabletter, brusetabletter, mikstursuppositorier (stikpiller) og som infusionsvæske. 

  

Du bør ikke tage paracetamol, hvis din lever fungerer dårligt. Og du må ikke give paracetamol til børn under 2 år uden aftale med lægen. 

Ved selv en beskeden overdosis (10-15 g), hvilket er 20-30 tabletter, kan der optræde livsfarlige forgiftningssymptomer. Disse ses sædvanligvis først 1-3 døgn efter indtagelsen. Hvis du samtidig drikker alkohol eller har en leversygdom, forværres forgiftningssymptomerne.
 

Ved mistanke om overdosering bør man hurtigst muligt søge skadestue, hvor behandling kan sættes i gang.  

Vaccination mod røde hunde

Forfattere

Henrik Friis (Forfatter)