Natpar

H05AA03
 

Natpar er et middel mod kronisk nedsat funktion i biskjoldbruskkirtlerne. Syntetisk biskjoldbruskkirtelhormon. 

Virksomme stoffer

Anvendelse

Natpar anvendes sammen med andre midler til voksne med kronisk nedsat funktion i biskjoldbruskkirtlerne (hypoparatyroidisme), når sædvanlig behandling ikke er tilstrækkelig. 

 

Må kun udleveres fra sygehus. 

Dosering

Findes som pulver til injektionsvæske, der efter opløsning indsprøjtes under huden. 

 

Dosis er individuel og afhænger af niveauet af calcium i blodet.  

 

Bemærk: 

  • Cyllinderampullen anvendes kun ved hjælp af en særlig Natpar-pen.
  • Dosis indsprøjtes under huden skiftevis i hver lår. Se vedlagte vejledning.
  • En glemt dosis skal tages så hurtigt, som muligt.
  • Pludselig afbrydelse af behandlingen kan medføre stærkt nedsat niveau af calcium i blodet.
  • Ingen erfaring vedr. meget dårligt fungerende lever eller nyrer.
  • Ingen erfaring vedr. børn og unge under 18 år.
  • Begrænset erfaring vedr. ældre over 65 år.

Bivirkninger

Dette lægemiddel har skærpet indberetningspligt. Alle eventuelle bivirkninger ved brugen skal derfor indberettes til Lægemiddelstyrelsen, se Lægemiddelstyrelsen (Meld en bivirkning).

Hyppighed Bivirkninger
Meget almindelige.
Flere end 10 ud af 100 personer får bivirkningen.
For lidt calcium i blodet, Forhøjet calcium i blodet.
Almindelige.
Højst 10 ud af 100 personer får bivirkningen.
Ubehag ved indstiksstedet.
Udvikling af antistoffer.

Bør ikke anvendes

  • Ved tidligere eller igangværende strålebehandling af skelettet.
  • Ved cancersygdomme i skelet og knogler.
  • Hvis man har øget risiko for osteosarkrom (en særlig form for cancer i knoglerne). Det gælder ved Pagets knoglesygdom og visse arvelige sygdomme.
  • Hvis man har uforklarligt højt niveau af enzymet basisk fosfatase i blodet, der kan henføres til knoglerne.
  • Ved den sjældne stofskiftesygdom pseudohypoparatyroidisme.

Særlige advarsler

  • Midlet skal anvendes med forsigtighed hos unge, hvor knoglerne stadig vokser, på grund af øget risiko for en særlig form for knoglecancer (osteosarkom).
  • Niveauet af calcium i blodet skal kontrolleres regelmæssigt, på grund af risiko for en pludselig nedsat effekt af behandlingen.

Brug af anden medicin

  • Samtidig behandling med bisfosfonater (midler mod knogleskørhed) anbefales ikke.
  • Niveauet af calcium i blodet skal kontrolleres ved samtidig behandling med midler, der kan påvirke blodets calciumindhold - fx lithium (middel mod mani) eller thiazider (vanddrivende midler).
  • Ved samtidig behandling med digoxin (middel mod forstyrrelser af hjerterytmen) skal blodets indhold af calcium og digoxin følges, og man skal være opmærksom på tegn på digoxinforgiftning (fx kvalme, opkastning, langsom puls, forvirring, synsforstyrrelser).

Graviditet

Bør ikke anvendes pga. manglende viden.

Amning

Bør ikke anvendes pga. manglende viden.

Bloddonor

Må ikke tappes. Donor skal udmeldes af donorkorpset.

Virkning

Natpar er et kunstigt fremstillet middel, som er identisk med det naturlige hormon (parathyroideahormon), som produceres i biskjoldbruskkirtlerne. 

Parathyroideahormon spiller en vigtig rolle i kroppens regulering af blodets og knoglernes calciumindhold. 

Ved nedsat funktion af biskjoldbruskkirtlerne producerer kroppen ikke selv tilstrækkeligt parathyroideahormon. 

Halveringstiden i blodet () er ca. 3 timer. 

Håndtering og holdbarhed

Holdbarhed 

  • Opbevares i køleskab (2-8°C) beskyttet mod lys.
  • Må ikke fryses.
  • Brugsfærdig injektionsvæske er kemisk holdbar i højst 14 dage i køleskab (2-8°C) og højst 3 dage ved stuetemperatur (højst 25°C) beskyttet mod lys.

Lægemiddelformer

Pulver og solvens til injektionsvæske, opløsning. 1 dosis indeholder 25 mikrogram, 50 mikrogram, 75 mikrogram eller 100 mikrogram parathyroideahormon. 

Hjælpestoffer

Firma

Pakninger, priser, tilskud og udlevering

Tilskud Udlevering Dispenseringsform og styrke Pakning Pris i kr.
Recept pulver og solvens til injektionsvæske, opl. 25 mikrogram 2 stk. 57.567,75
Recept pulver og solvens til injektionsvæske, opl. 50 mikrogram 2 x 14 doser 57.567,75
Recept pulver og solvens til injektionsvæske, opl. 75 mikrogram 2 stk. 57.567,75
Recept pulver og solvens til injektionsvæske, opl. 100 mikrogram 2 stk. 57.567,75
 
 
 

Revisionsdato

2017-09-04. Priserne er dog gældende pr. mandag den 10. september 2018
Der kan forekomme forskelle mellem præparatbeskrivelsen og oplysningerne i indlægssedlen. Det skyldes, at min.medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og producentens produktinformationer med andre kilder. Min.medicin.dk har det fulde ansvar for præparatbeskrivelserne.
Indholdet på min.medicin.dk kan ikke erstatte rådgivning eller behandling af en sundhedsprofessionel (fx læge, farmaceut, sygeplejerske eller farmakonom).
Gå til toppen af siden...