Metvix® bruges til behandling af

Hudkræft
Solkeratoser

Dispenseringsformer

creme

Metvix®

L01XD03
 

Metvix® er et hudmiddel til behandling af solkeratoser og visse former for hudkræft. 

Virksomme stoffer

Anvendelse

Metvix® anvendes til behandling af visse typer hudkræft (basalcellekræft) og forstadier hertil i ansigt og hovedbund (solkeratoser). Midlet gives sammen med lysbehandling, når anden behandling ikke er egnet.
Anvendes kun på sygehus eller i hudlægeklinik. 

Dosering

Findes som creme. 

  

Voksne 

  • Hudområdet, der skal behandles, forberedes ved forsigtigt at fjerne skæl og skorper for at gøre overfladen mere modtagelig over for behandlingen.
  • Sædvanligvis smøres et ca. 1 mm tykt lag creme på området ved hjælp af en spatel.

  

Derefter kan behandlingen enten foregå med rødt lys eller dagslys:  

  

Behandling med rødt lys: 

  • Området dækkes med en lufttæt bandage i 3 timer.
  • Efter rensning af huden med saltvand bestråles området med rødt lys.
  • Behandlingen skal gentages efter 1 uge.
  • Efter 3 måneder bedømmes resultatet af behandlingen, evt. ved vævsprøver.  

  

Behandling med dagslys (ved milde og moderate solkeratoser): 

  • Inden rensning af huden og påføring af Metvix® skal du bruge solbeskyttelsescreme - se særlige advarsler.
  • Efter påføring af Metvix® (og senest 30 minutter efter) skal du gå udenfor. 
  • For at minimere smerterne og sikre bedst mulig virkning skal du derefter blive udendørs i 2 timer i træk i fuldt dagslys og undgå at gå indendørs. På solrige dage kan du søge skygge, hvis det bliver for ubehageligt at opholde dig i direkte sollys.
  • Metvix® skal vaskes af efter de 2 timers eksponering. 
  • Efter 3 måneder bedømmes resultatet af behandlingen.

  

Bemærk: 

  • Må ikke anvendes til personer under 18 år på grund af manglende erfaring.

Bivirkninger

Meget almindelige (over 10%) Reaktioner og ubehag på påføringsstedet.
Rødme.
Almindelige (1-10%) Blødning og reaktion på anvendelsesstedet.
Varmefølelse.
Hovedpine, Ændring i hudens følesans.
Afskalning af huden, Blærer, Hudkløe, Sårdannelse, Væskeophobning i huden.
Infektioner.
Ikke almindelige (0,1-1%) Overfølsomhed over for sollys, Sårhelingsproblemer  (blødende sår).
Hævelse omkring øjnene, Øjensmerter.
Ikke kendt Forhøjet blodtryk.
Hududslæt med betændte blærer, Hududslæt ved kontakt med midlet, Væskeophobning i ansigtet.
Allergisk hævelse i ansigtet samt mundhulen og strubehovedet.

Bør ikke anvendes

Bør ikke anvendes ved 

  • visse kræftformer
  • den sjældne arvelige sygdom porfyri, der viser sig ved kolikagtige, stærke smerter i maven, ledsaget af kvalme og opkastning.

Særlige advarsler

  • På behandlingsdagen skal dine øjne beskyttes mod lyspåvirkning, ved at du anvender specielle solbriller.
  • Eventuel behandling med UV-lys skal ophøre inden anvendelsen af midlet.
  • Sollys skal undgås et par dage efter behandlingen.
  • Solbeskyttelsescremen skal give tilstrækkelig beskyttelse (mindst SPF30) og må ikke indeholde fysiske filtre (fx titandioxid, zinkoxid, jernoxid), da disse hæmmer absorptionen af synligt lys, som kan have betydning for virkningen.
  • Cremen indeholder sojaprotein. Forsigtighed ved allergi over for soja eller jordnødder (peanut).
  • Der kan udvikles eksem og huduslæt ved kontakt med midlet ved almindelig brug.
  • Smerter under belysning med rødt lys kan medføre forhøjet blodtryk. Det anbefales derfor, at lægen måler blodtrykket hos alle patienter før behandling med rødt lys.

Graviditet

Må kun anvendes under visse forudsætninger. Denne tekst afviger fra indlægssedlen.
  • Der er begrænset erfaring med brug af midlet til gravide. Bør kun anvendes i særlige tilfælde efter aftale med speciallægen.

Bloddonor

Må ikke tappes. Om du kan tappes, afhænger dog af din sygdom.

Virkning

Virker ved at ophobes i kræftcellerne. Når kræftcellerne herefter belyses med laserlys, dannes iltradikaler, som virker skadende på kræftcellerne. 

Håndtering og holdbarhed

Holdbarhed 

  • Opbevares i køleskab (2-8ºC).
  • Efter åbning: Holdbar 28 dage.

Lægemiddelformer

Creme. 1 g indeholder 160 mg methylaminolevulinat (som hydrochlorid). 

Pakninger, priser, tilskud og udlevering

Tilskud Udlevering Dispenseringsform og styrke Pakning Pris i kr.
Recept creme 160 mg/g 2 g 1.859,45
 
 
 

Revisionsdato

2016-09-28. Priserne er dog gældende pr. mandag den 5. december 2016
Der kan forekomme forskelle mellem præparatbeskrivelsen og oplysningerne i indlægssedlen. Det skyldes, at min.medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og producentens produktinformationer med andre kilder. Min.medicin.dk har det fulde ansvar for præparatbeskrivelserne.
Indholdet på min.medicin.dk kan ikke erstatte rådgivning eller behandling af en sundhedsprofessionel (fx læge, farmaceut, sygeplejerske eller farmakonom).
Gå til toppen af siden...