Ældre og medicin

Revisionsdato: 08.09.2016

 

Ældre tager mere medicin end yngre af den simple grund, at vi med alderen får flere sygdomme, som kræver langvarig behandling, fx hjerte-karsygdommegigt og diabetes. Man ser derfor oftere bivirkningerhos ældre end hos yngre. 

  

ældre badehættedamer

Hvorfor kan brug af flere lægemidler være et problem?
Omkring en femtedel af ældre bruger fem eller flere slags lægemidler samtidigt. Brug af flere forskellige lægemidler samtidig kan give uheldige virkninger (interaktioner) mellem lægemidlerne. Læs mere om interaktioner i afsnittet om Medicinkombinationer
Når man tager flere forskellige slags medicin samtidig, kan det desuden være vanskeligt at sikre, at alle lægemidlerne bliver taget i korrekte doser på det korrekte tidspunkt. Læs mere om korrekt brug af medicin.

Ændret lever- og nyrefunktion hos ældre
Med alderen indtræder en række ændringer, som kan påvirke medicinens virkning og virkningsvarighed i kroppen. Fx er nyrefunktionen selv hos raske ældre væsentligt nedsat (ca 50%) i forhold til nyrefunktionen hos yngre. Ældre har derfor sværere ved at skille sig af med medicin, der udskilles via nyrerne.

Ved brug af medicin, som overvejende udskilles gennem nyrerne, er det vigtigt at tage hensyn til nyrefunktionen. Hvis nyrefunktionen er nedsat, bør dosis nedsættes. Fx skal ældre have en mindre dosis digoxin end yngre, fordi digoxin overvejende udskilles gennem nyrerne. Nedsættes dosis ikke med alderen, kan den ældre få medicinforgiftning på grund af for meget digoxin i blodet.

Medicin, der udskilles via leveren, kan som regel gives i samme dosis til ældre som til yngre, da leverens evne til at omsætte medicin ikke aftager væsentligt med alderen. 

  

Læs mere om, hvad der sker med medicin i kroppen og om nedsat lever- og nyrefunktion.
 

Ændring i følsomhed over for medicin:
Ældres følsomhed over for medicin og medicinbivirkninger kan være større end yngres, dvs. at det samme mængde medicin i kroppen hos den ældre fx medfører et større blodtryksfald eller en større påvirkning af vandladningsfunktionen end hos den yngre.

Det er velkendt, at medicin mod psykiske forstyrrelser kan have en meget kraftigere virkning hos ældre. Det kan fx vise sig ved udtalt døsighed og forvirring ved brug af sove- eller nervemedicin.
 

Særlige forhold 

Et andet vigtigt problem, som ældre skal være opmærksomme på ved brug af medicin, er, at det ofte kan være vanskeligt at skelne eventuelle bivirkninger af medicinen fra andre symptomer, som ofte optræder i høj alder. 

  

Fald med benbrud, forvirring og besvær med at kontrollere vandladningen er fænomener, som kan forklares med "alderen". Imidlertid kan det i nogle tilfælde skyldes for meget sovemedicin eller anden medicin, som kan gribe forstyrrende ind i kroppens funktioner. Visse lægemidler mod forvirring kan i sig selv forstærke forvirringen, og vanddrivende medicin kan af og til være forklaringen på vandladningsproblemer og faldtendens. 

 

Forfatter(e)