Medicinkombinationer

Revisionsdato: 19.07.2018

 

Hvis du tager flere lægemidler samtidig, kan lægemidlerne forstærke eller mindske hinandens virkninger og bivirkninger. I sjældne tilfælde kan det ene lægemiddel helt ændre karakteren af det andet lægemiddels virkning. Hvis du kombinerer flere lægemidler, kan der opstå det, der hedder "interaktioner".

Fortæl derfor altid lægen om alle de lægemidler, du tager. 

 

Doseringsæske

Hvornår ses interaktioner?
Du kan nemt komme i den situation, at du har behov for at tage to eller flere lægemidler samtidig. Hvis du fx lider af to sygdomme, kan du have brug for, at begge sygdomme bliver behandlet på samme tid.

Hvordan opstår interaktioner?
Mange lægemidler nedbrydes i leveren, da leveren indeholder en række enzymer, som er i stand til at nedbryde lægemidler. Nogle lægemidler hæmmer enzymernes virkning, så andre lægemidler ikke kan omsættes. Tager du de lægemidler samtidig, kan det ene lægemiddel fx ikke blive nedbrudt. Resultatet er, at lægemidlet hober sig op i kroppen, og det kan give forstærket og forlænget virkning af medicinen og eventuelle bivirkninger. Et sovemiddels virkning kan fx blive forlænget fra få timer til mange timer.

Omvendt kan nogle lægemidler øge aktiviteten af enzymerne i leveren. Resultatet er, at det andet lægemiddel omsættes meget hurtigt og bliver udskilt af kroppen så hurtigt, at du ikke får den ønskede virkning. Fx kan virkningen af p-piller i sjældne tilfælde svigte, hvis du samtidig tager carbamazepin, som bruges ved epilepsi.

Nogle lægemidler kan nedsætte eller øge optagelsen af et andet lægemiddel fra mavesækken til blodbanen. Hvis du tager lægemidlerne med 4-6 timers mellemrum, undgås denne påvirkning. I sjældne tilfælde kan samtidig indtagelse af to forskellige lægemidler mod depression udløse helt uventede og uforudsigelige reaktioner, fx en markant forhøjelse af blodtrykket.

Det er heldigvis sjældent, det går så galt, men det er vigtigt, at du er opmærksom på fænomenet. Det er derfor vigtigt at informere lægen om al den medicin, du tager - også håndkøbsmedicin. 

Læs mere om, hvad der sker med medicinen i kroppen


Hvordan undgår jeg interaktioner?
En god måde at sikre dig mod uheldige medicinkombinationer er at føre en liste over den medicin, du tager. Husk også håndkøbs- og naturmedicin. Naturmedicin kan nemlig også ændre virkningen af almindelig medicin. Tag altid en liste over din medicin med, når du skal til lægen eller på apoteket. 


Tjekliste læge 

Tjekliste apotek 


Hvor finder jeg det på min.medicin.dk?
På beskrivelsen af det enkelte lægemiddel kan du - i feltet "Brug af anden medicin" - læse, hvordan lægemidlet påvirker/påvirkes af andre lægemidler og hvilke kombinationer, du skal undgå eller være forsigtig med.

Du kan læse mere om medicinkombinationer på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside medicinkombination.dk

 

Forfatter(e)