Pas på med at bruge medicin, når babyen får tænder

Publiceret: 03.08.2011

Skrig og skrål, når den lille ny er ved at få tænder, er et velkendt fænomen for mange småbørnsforældre. Forældre har hidtil kunnet vælge at give barnet medicin, hvis biderangler og andre husmoderråd ikke slog til, men nu tyder helt nye undersøgelser på, at medicin kan være en dårlig løsning. 

  

Lægemiddelmyndighederne i USA (FDA) har efter gennemgang af en stor mængde data nemlig vist, at stoffet benzocain, der i Danmark sælges under navnet Dolodent®, kan have den farlige - men sjældne - bivirkning, methæmoglobinæmi. Symptomer på methæmoglobinæmi er bleghed, grå- eller blåfarvet hud, læber eller negle, åndenød, træthed, forvirring, hovedpine, svimmelhed og hurtig hjertebanken. 

  

I Danmark har Lægemiddelstyrelsen endnu ikke fået henvendelser om methæmoglobinæmi som bivirkning til Dolodent®, men Lægemiddelstyrelsen gør opmærksom på, at der alligevel godt kan have være flere tilfælde, som blot ikke er rapporteret. 

  

Læs mere om Dolodent® her 

  

Læs hele artiklen på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside