Direktørskifte på medicin.dk

Publiceret: 17.06.2019

 

Direktørskifte på medicin.dk 

Efter 20 år på posten som direktør for medicin.dk, går Jørgen Aagren Nielsen på velfortjent pension i løbet af sommeren 2019. Jørgen Aagren fylder 70 år i juni, og som han selv formulerer det ’nu er det tid til, at jeg overlader posten til en anden. Og så vil jeg bruge min tid på alt det, jeg også nyder i livet, mine børnebørn, rejser og de stakke af bøger, der ligger og venter på mig’. 

 

Erfaren læge bliver ny direktør 

Jørgen Aagrens efterfølger bliver den 56-årige kardiolog og tidligere hospitalsdirektør Henrik Villadsen, der har indgående kendskab til sundhedssektoren og lægemiddelområdet fra sine år som aktiv læge og som direktør på både Odense, Sjællands og Sønderjyllands hospitaler. 

 

Henrik Villadsen understreger sin ydmyghed over for den opgave, det er at videreføre, hvad han betegner som ’en vaskeægte juvel’:  

’Medicin.dk har formået at følge med tiden, og er i dag et uvurderligt værktøj for læger og andre sundhedsprofessionelle i det daglige kliniske arbejde. Det gør den kliniske hverdag lettere for sundhedspersoner og mere sikker for patienterne, og sådan skal det fortsat være’, siger han. 

 

'Vi skal være, hvor brugerne er' 

Henrik Villadsen glæder sig til opgaven med at bygge videre på de to ben, som begge står stærkt i dag under det fælles navn ’Medicin.dk’: Støtten til den sundhedsprofessionelle i klinikken på pro.medicin.dk. Og folkeoplysningsdelen på min.medicin.dk, hvor den lægemiddelfaglige viden kobles med en borgerrettet og brugervenlig kommunikation. ’Vi skal være der, hvor brugerne er - både sundhedspersoner og borgere’, siger Villadsen ’- og vi skal formidle information, der matcher brugernes valg af platforme og kommunikationsmåde’.  

 

Henrik Villadsens ambition er først og fremmest at konsolidere medicin.dk’s stærke position. ’Den udvikling medicin.dk har gennemgået de forgående år, skal fortsætte’ siger han og henviser til udviklingen fra det trykte ”Lægemiddelkatalog” til det digitale, altid opdaterede opslagsværk medicin.dk er i dag, som er tilgængeligt både som website, app og integreret i it-systemer på landets hospitaler.  

 

Endnu mere målrettet information i fremtiden 

’Der er næppe tvivl om, at den teknologiske udvikling vil gøre det muligt at lave endnu mere målrettet information fremadrettet, og det skal vi være med til. Men først og sidst er det en forudsætning, at det gøres på grundlag af stærk lægemiddelfaglig viden, som er det medicin.dk er kendt og anerkendt for’.  

 

Henrik Villadsen har første arbejdsdag på medicin.dk den 17. juni 2019  

 

Kontakt:
Kommunikationsansvarlig for medicin.dk, Tone Marstrand Reersted, tmr@dli.dk, tlf. 39274488, mobil 28835076