Tømmermænd

Revisionsdato: 03.05.2018

Hvad er tømmermænd? 

Tømmermænd hedder på latin veisalgia og er betegnelsen for det ubehag, du kan mærke i hovedet og kroppen, timerne efter du har drukket for meget alkohol. Symptomerne er typisk kvalme, hovepine, ondt i maven, svimmelhed, rysten, hjertebanken, træthed og alment ubehag. Symptomerne skyldes især 

 

• væskemangel - alkohol øger udskillelsen af vand fra kroppen. Du tisser mere væske, end du drikker. 

• forgiftning med en række stoffer bl.a. methanol (træsprit), som findes i næsten alle alkoholiske drikke i varierende mængde. 

• for lavt blodsukker, fordi dit stofskifte forstyrres af alkoholen. 

 

Dertil kommer, at du ofte også har sovet mindre - og dårligere - end du plejer, spist federe og mere usundt og måske ærgrer du dig også over ting, du har sagt eller gjort… Det har alt sammen betydning for, hvordan du har det dagen derpå. 

 

Tømmermænd 

 

Hovedpine ved tømmermænd skyldes, at din hjerne rent faktisk skrumper en anelse. Det gør den, fordi du mangler væske. Så trækkes væsken fra kroppens organer - i det her tilfælde hjernen - og ind i blodet. Når hjernen skrumper, trækker det i de følsomme hinder omkring hjernen, og det gør ondt! Hjernen selv har ingen nerver, så det er ikke hjernen, der gør ondt, selvom det godt kan føles sådan. 

 

Hvem får tømmermænd, og hvilken type alkohol er værst? 

Alle kan få tømmermænd. Der er stor individuel forskel på, hvor meget alkohol, der skal til, for at du får tømmermænd. Kvinder får nemmere tømmermænd end mænd. Hvis du vil sikre dig, at dit alkoholforbrug ikke er skadeligt for dig, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du højst drikker fem genstande ved samme lejlighed og ikke mere end syv genstande på en uge, hvis du er kvinde og 14, hvis du er mand. Mørke drikke som whiskey, rom, rødvin, cognac er generelt værre end lyse drikke som hvidvin, vodka, gin og champagne. Det skyldes, at de indeholder mere methanol og flere såkaldte "congener". Begge stoffer er med til at give sværere tømmermænd. 

 

Vidste du, at  

 

  • der er methanol (træsprit) i stort set alle alkoholiske drikke?
  • der er mere end seks gange så meget methanol i whiskey, som der er i vodka?
  • rødvin giver værre tømmermænd end hvidvin?
  • en enkelt reparationsbajer kan være på sin plads som kur mod tømmermænd?

 

Hvad er forløbet? 

Tømmermænd starter ofte timer efter, du drak den sidste genstand. Typisk mærker du det morgenen efter en festlig aften i byen. Nogle oplever at have en hamrende hovedpine, som om der står én og banker inde i hovedet - deraf navnet "tømmermænd". Andre har kvalme og dårlig mave. Mange har begge dele. Som regel fortager ubehaget sig i løbet af et døgns tid. Selvom du ikke længere er fuld, vil din reaktionsevne ofte være nedsat, så vær forsigtig med bilkørsel, hvis du har det skidt. 

 

Hvilke midler bruges mod tømmermænd?
Der findes ingen mirakelmedicin mod tømmermænd. Smertestillende piller kan lindre hovedpinen. Hvis du har tendens til mavesår, så brug piller, der indeholder paracetamol i stedet for acetylsalicylsyre

 

Hvad kan du selv gøre? 

Din krop har brug for ekstra vand, både mens du drikker, og når du har drukket. Du får brug for ekstra salt (og sukker), når du har drukket, fordi du har mistet salt sammen med den væske, du har tisset. En enkelt "reparationsbajer" kan lindre ubehaget ved tømmermænd. Det skyldes, at den lille dosis ethanol, der er i en øl, forsinker nedbrydningen af methanol så meget, at der ophobes færre giftstoffer af gangen. Og det kan lindre dine symptomer. Du ved sikkert allerede, hvordan du overkommer dine tømmermænd bedst. Vi har samlet nogle af de mest almindelige husmoderråd her. Der er varierende videnskabelighed bag rådene, så du må prøve dig frem. 

 

Før tømmermændene… 

  • Sørg for ikke at drikke på tom mave
  • Drik fløde, før du begynder at drikke (så optages alkoholen langsommere i kroppen)
  • Drik et glas vand, hver gang du drikker et glas alkohol
  • Drik to store glas vand, før du går i seng.

 

Og efter… 

  • Spis mad, der indeholder salt (det behøver ikke at være fastfood, selvom du føler, at det er det eneste, der dur)
  • Drik læskedrikke (mange synes, at cola er det eneste, der virker…)
  • Tag en lur
  • Gå en tur, og få noget frisk luft
  • Tag et par smertestillende piller
  • Drik en reparationsbajer...

 

God fornøjelse med festerne og med plejen af tømmermændene. 

 

 

Kilder: 

Læge, Peter Qvortrup Geisling, dr.dk 

Læge, Jerk W. Langer, jerk.dk 

Sundhedsstyrelsen, sst.dk