5 hurtige om insektbid

Revisionsdato: 25.04.2018
 

1. Er det farligt at blive bidt eller stukket af et insekt?
Nej, for langt de fleste mennesker er det ikke farligt at få et insektbid. Insektbid i hals, mund eller svælg kan dog være farlige, da de kan give hævelser i mund eller svælg og dermed vejrtrækningsbesvær. 

  

Hvis du lider af overfølsomhed for insektstik kan bier, gedehamse/hvepse være farlige for dig.  

Skovflåt kan i sjældne tilfælde medføre sygdommen Borreliose eller neuroborreliose. Læs mere i  5 hurtige om flåtbid

  

2. Er det normalt, at det hæver meget efter myggestik, bi- og hvepsestik?
Ja, det er helt normalt, at det hæver og klør, når du er blevet stukket af et insekt. Det er din organismes måde at bekæmpe den gift eller det spyt, insektet har overført til din krop. De fleste mennesker hæver mere efter bi -eller hvepsestik end efter myggestik. 

  

Bi
 

3. Hvad kan jeg selv gøre?
Frugt og søde drikke tiltrækker bier og hvepse. Pas derfor på, når du spiser udendørs, og det er sæson for bier og hvepse. 

Er du blevet stukket, så husk: 

  • Fjern straks brodden. Du kan skrabe den af med en negl eller en kniv, eller du kan suge den ud med en giftsuger (omvendt sprøjte, som du kan købe på apoteket).
  • Du kan mindske hævelsen ved at lægge isterninger i et viskestykke oven på stikket.
  • Du kan mindske hævelse og kløe ved at tage tabletter med antihistamin. Antihistaminer kan købes i håndkøb på apoteket. Læs mere om  brug af antihistaminer ved insektstik.
  • Hvis det gør ondt, kan du smøre lokalbedøvende creme eller salve på stikket. 

  

4. Hvornår skal jeg søge læge?
Kontakt lægen med det samme, hvis du 

  • er blevet stukket i mund, svælg eller på halsen. Også selvom du ikke er allergisk. Stikket kan hæve op og besvære vejrtrækningen
  • bliver utilpas eller får rødt udslæt over hele kroppen.

Kontakt lægen dagene efter, hvis du hæver usædvanligt kraftigt, eller hvis hævelsen bliver værre i dagene efter stikket. Du kan være ved at udvikle betændelse eller allergi

  

5. Vaccination mod allergi for insektstik
Hvis du er meget allergisk, dvs. bliver dårlig eller hæver voldsomt op, kan insektstik udvikle sig til at være livstruende for dig. Det kan derfor være en god ide at tale med din læge om allergivaccination mod insektstik 

  

Læs mere om insektstik