Forhøjet blodtryk - en patienthistorie

Revisionsdato: 24.04.2018

Susan var kun 42 år, da hun fik konstateret et kraftigt forhøjet blodtryk. Først blev hun næsten lammet af skræk. I dag - to år efter - lever hun med det, og faktisk har det hjulpet Susan til et bedre liv. 

 

Som ramt af lynet. Sådan føltes det lidt, da Susan Olsen for to år siden fik konstateret forhøjet blodtryk. Dengang var hun kun 42 år og syntes, det var meget tidligt, "ja, for det er jo kun ældre, der har forhøjet blodtryk", husker hun, at hun tænkte. Hun kunne godt huske, at andre i familien havde levet med - og var døde af - forhøjet blodtryk, men de havde fået konstateret det langt senere end i 42-års-alderen. 

 

"Som at blive presset på panden"
Susan havde gennem en periode gået med en fornemmelse af tunghed, trykken og summen i hovedet, træthed i øjnene - og følelsen af at blive presset på panden. Efter et par uger gik hun til lægen, som da konstaterede et meget forhøjet blodtryk. Så højt, at Susan ikke har lyst til at fortælle hvor højt. "Og så bliver man altså bange", som hun siger, "for hvad betyder det?". "Betyder det, at jeg skal tage medicin resten af mit liv? Betyder det, at jeg lever kortere end andre, eller hvilke konsekvenser får det for mit liv fremover?" 

 

Familiesvagheden og fysioterapeuten 

For Susan var forhøjet blodtryk ikke en ukendt størrelse. Hendes far fik det konstateret som 65-årig og hun ved, at hendes farmor døde af det som 77-årig. Det nye var mere det her med, at man kunne få det i så ung en alder. Da Susan fik sin diagnose, gik hun regelmæssigt til fysioterapi for at passe på en museskade i armen. I frustration over sin nye situation fortalte hun fysioterapeuten, at hun havde fået konstateret forhøjet blodtryk med et afsluttende lidt forarget "og det kan da ikke passe, når man kun er 42 år!". Og stor var hendes overraskelse - og samtidig lettelse - da den 50-årige slanke og veltrænede fysioterapeut tørt svarede: "Nå, det har jeg da været i behandling for, siden jeg var 38". "Det hjalp meget at høre, at det ikke bare var mig, og at det fx ikke bare var fordi, jeg vejede lidt for meget. Det var virkelig en trøst, og samtidig en øjenåbner, for pludselig kunne jeg jo godt se, at det jo nok ikke bare var noget, jeg kunne tabe mig ud af." 

 

Blodtryksmåling 

 

Højrisikogruppen 

Susan er en af den type patienter, der har høj risiko for at udvikle forhøjet blodtryk. Hun er disponeret til det fra sin fars side, hun er tidligere ryger, og blev, da hun holdt op med at ryge, ca. 15 kg overvægtig. Nu har hun tabt de 13 kg igen og hendes håb er, at hun ved at have tabt sig og lægge livsstilen om, kan klare sig på mindre medicin, end hun har taget hidtil. "Jeg glæder mig nærmest til næste gang, jeg skal til tjek", siger hun "for jeg håber virkelig, at det at jeg har tabt mig og motionerer, har gjort en forskel. Sidst jeg blev tjekket, var trykket allerede faldet lidt - og nu har jeg endda tabt mig endnu mere, så det kan vel kun være blevet bedre", siger hun med et smil. 

 

Medicin måske resten af livet? 

Når man har forhøjet blodtryk, kan det godt være svært at huske sin medicin, for som Susan udtrykker det: "Jeg mærker jo ingenting til det, så det er lidt mærkeligt hver dag at skulle tage medicin for noget, jeg ikke er generet af. Man vil jo helst undgå at tage medicin - jeg tror, det er noget med frygten for bivirkninger, eller tanken om at medicinen går ind og ændrer ved noget naturligt i kroppen. Men jeg gør det altså alligevel. Jeg tager min medicin, for jeg ved, hvor alvorlige følger det kan få, hvis jeg ikke gør det. Det er så et livsvilkår, og det må jeg tage med. Men det kunne da være skønt, hvis jeg kunne tage lavere doser nu, hvor jeg har ændret min livsstil." 

 

Zumba, cykel og sund kost 

Susan er i dag meget aktiv. Hun cykler dagligt ca. ½ time de fire dage, hvor hun ikke går til Zumba. "Og Zumba er bare skønt" siger hun. "Jeg får danset og bevæget mig og brugt min krop til god musik. Det betyder virkelig meget at finde en motionsform, man kan lide, så det ikke bliver en straf at motionere. Zumba vil jeg anbefale alle, der kan tænke sig at dyrke en skæg form for motion." 

 

Også kosten er anderledes hos Susan Olsen og hendes familie i dag, og så alligevel ikke. "I virkeligheden laver jeg samme slags mad, som jeg gjorde før, jeg fik konstateret mit for høje blodtryk. Men jeg har gået hos en diætist, der har hjulpet mig med at tilpasse mængderne af de forskellige typer kost, jeg spiser. Så i dag laver jeg fx stadig pasta med kød og grønt til, men nu er det grovpasta, og på min tallerken er der nu mindre kød og mindre pasta og langt mere salat, end der var tidligere. På den måde kan min mand og mine børn spise, som de plejer." Susan fortsætter: "Hvis hele familien skal ændre kostvaner, fordi mor skal på slankekur, så kan det være en næsten uoverskuelig opgave, så det her er en rigtig god løsning for mig." 

 

Sund kost er godt for hjertet 

 

"Mit forhøjede blodtryk har hjulpet mig"
"Selvfølgelig spiller motivationen meget ind for, om man kan tabe sig", siger Susan. "Så lige på det punkt kan man jo godt sige, at mit forhøjede blodtryk har hjulpet mig. Det har givet mig motivationen, så jeg har tabt 13 kg - og det er da meget godt, synes jeg selv" siger hun med et glimt i øjet. 

 

Susans fem råd til andre med forhøjet blodtryk: 

  • Gå regelmæssigt til tjek hos din læge
  • Tab dig, hvis du er overvægtig
  • Brug en diætist - diætisten kan hjælpe dig, så slankekuren ikke bliver surt slid, men i stedet en ny måde at spise på
  • Dyrk motion og sørg for, at det er skægt. Husk små skridt, du skal ikke begynde med en ambition om et maraton i løbet af 14 dage.
  • Tag din medicin, og hvis du ikke har lyst til det, så tal med lægen om, hvilke alternativer der kan være i din situation.

 

Læs også Forhøjet blodtryk - den stille dræber og Forhøjet blodtryk - hvad kan du selv gøre? 

Gå til tema om forhøjet blodtryk

 

Artiklen er skrevet i 2011, revideret i 2014, 2016 og 2018.