Medicin med på rejsen

Revisionsdato: 02.08.2016

Skal du ud at rejse, så husk pas, penge og piller - og eventuelt pillepas (Schengen-attest). Men hvornår skal du have pillepas og til hvilke lande? 

  

Man skelner mellem: 

  1. Medicin uden euforiserende virkning
  2. Euforiserende medicin, fx stærke smertestillende midler og beroligende midler.

1. Medicin uden euforiserende virkning 

Du kan frit medbringe ikke-euforiserende medicin til eget brug på din rejse. Det kan fx være hovedpinepillerantihistaminer, medicin mod astma og KOL, antibiotika, hjertemedicin, hudmidler og p-piller. Skal du flyve, er det altid en god idé at have din medicin i håndbagagen. For det første er du sikker på at have din medicin hos dig, hvis din øvrige bagage skulle blive væk. For det andet kan kulde eller trykforhold i flyets bagagerum være skadeligt for nogle typer medicin.  

  

2. Euforiserende medicin til Schengen-området

Danmark er med i Schengen-aftalen. Det betyder, at du kan få en Schengen-attest, populært kaldet et pillepas, som dokumenterer, at medicinen, som indeholder euforiserende stoffer, er til eget brug. Aftalen gælder for disse lande:  

Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Estland, Grækenland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.  

  

Hvilke midler er euforiserende?
Euforiserende midler er fx stærke smertestillende lægemidler, som indeholder morfinlignende stoffer, og beroligende, sløvende midler, fx benzodiazepiner. Disse lægemidler vil typisk være på recept og mærket med en rød trekant på æsken. Hvis du bruger flere slags medicin, skal der udstedes en attest for hvert præparat. 

På Sundhedsministeriets hjemmeside kan du se en liste over euforiserende stoffer

  

Bestilling af pillepas
Du kan få lavet et pillepas på apoteket. Medbring recepten fra lægen og dit eget pas, da dit pasnummer skal stå på pillepasset. Du kan også bestille et pillepas på Borger.dk - medicin på rejsen eller apoteket.dk, hvor du kan læse mere om pillepasset.
 

Pris og gyldighed
Pillepasset er gratis og gyldigt i 30 dage. Skal du være væk i mere end 30 dage, kan du rette henvendelse til rejselandets ambassade i Danmark for at få oplyst, hvordan du skal forholde dig. Evt. skal du have en recept af en læge i det land, du skal opholde dig i. 

  

Euforiserende midler til lande UDEN for Schengen-området 

Der gælder andre regler, hvis du skal have euforiserende midler med til lande uden for Schengen-området. Reglerne kan variere fra land til land, og du bør derfor henvende dig til landets ambassade/repræsentation her i Danmark, for at høre, hvilke krav der gælder. Som regel vil det være nok at bede din egen læge om at skrive en attest med: 

  • Dit navn, fødselsdato og pasnummer
  • Hvad du behandles for
  • Hvad du behandles med (navn og styrke på din medicin)
  • Hvilken mængde du er ordineret (mængde pr. dag).                       

Attesten bør skrives på engelsk, men spørg på ambassaden for det land, du rejser til, hvilke sprog de accepterer. Visse apoteker udsteder også medicinattester, og apoteket fastsætter selv gebyret for en sådan attest. 

  

Legalisering og oversættelse af attesten 

Lægens attest skal i visse tilfælde legaliseres af Udenrigsministeriet, og hvis du skal have attesten oversat, skal du bruge en statsautoriseret tolk. Visse lande har så skrappe krav, at deres egen ambassade skal godkende attesten. Du kan få mere at vide på Udenrigsministeriets hjemmeside um.dk

  

Fly, der lander 

Euforiserende medicin med på flyet?
Skal du med fly, må du kun medbringe den mængde medicin, du skal bruge under rejsen, i din håndbagage. Ved sikkerhedskontrol skal du kunne forklare, hvorfor du har medicinen med, og at medicinen er ægte. Medbring evt. en oversigt over din medicin og/eller et brev fra din læge. Flydende medicin skal blive i den originale beholder, som du skal lægge i en klar plastpose i bakken ved sikkerhedstjek. 

  

  

Forfattere