5 hurtige om mad og medicin

Revisionsdato: 19.06.2018
Tager du medicin, skal du være opmærksom på, at den mad, du spiser, kan påvirke virkningen af din medicin.

Skal jeg tage medicin med eller uden mad?
Der er ingen fast regel. For nogle typer medicin anbefales det, at medicinen tages sammen med mad, for andre typer anbefales det, at den tages på tom mave. Det kan fx skyldes, at medicinen neutraliseres af det, du spiser, eller at maden forstærker medicinens virkning. Nogle typer medicin er afhængig af pH i mavesækken for at virke optimalt, andre igen kan genere slimhinden i mavesækken, hvis det tages uden mad. Læs i indlægssedlen eller på min.medicin.dk, hvad der gælder for din medicin. 

 

Er der noget mad, jeg skal passe særligt på, når jeg tager medicin?
Ja, nogle typer mad påvirker oftere end andre virkningen af din medicin. Det gælder især mælkeprodukter og frugt, men også fibre, mineraler, nogle grøntsager, kaffe og alkohol. Forskellige typer medicin påvirkes forskelligt af forskellige typer madvarer. Se, hvad du skal være særlig opmærksom på i artiklen Mad og medicin.  

 

Juice, kaffe og morgenbrød 

 

Er der nogen typer medicin, jeg skal være særlig opmærksom på? 

Ja, nogle typer medicin er mere følsomme overfor fødens sammensætning end andre. Det gælder fx nogle typer antibiotika, visse vanddrivende midler, blodfortyndende medicin, midler mod knoglesygdomme og mange andre. Se hvilke typer medicin, du skal være særlig opmærksom på i artiklen Mad og medicin

 

Kan det være farligt? 

Ja, når medicin og mad påvirker hinanden, kan det godt være farligt. Maden vil typisk forstærke eller formindske medicinens effekt. 

 

Hvordan sikrer jeg mig bedst? 

Det er altid en god ide at spørge på apoteket, om der gælder særlige forholdsregler for den medicin, du bruger. Det er også altid en god ide at læse indlægssedlen grundigt eller slå medicinens navn op på min.medicin.dk. 

 

Læs også: 

Interview med diætist Mette Borre: Hvad kan diætisten hjælpe dig med?